Fra Hammel til Lviv: Dansk ekspertise styrker ukrainsk rehabilitering

Dato: 27. marts 2025
Forfatter: Nicklas Zittlau Halvarsson
Fotograf: Privatfotos

Jim Jensen og Ulrik Løth Holm fra Hammel Neurocenter fulgte i en uge i Lviv ukrainske ergoterapeuters arbejde med skadede soldater for at skabe overblik over behovet for hjælp, men også for at give en hånd her og nu.

– Efter tre måneder på intensiv har soldaten så voldsom kontraktur over hofterne, at han ikke kan bøje sig fremover, og han er derfor i en svær situation nu, for når de træner forflytninger med ham, er han ikke i stand til at få sin vægt fremover, siger Jim Jensen.

– Havde de været i stand til at mobilisere ham og få ham til at være deltagende under det intensive forløb, havde han været meget bedre stillet i dag.
Jim Jensen er netop vendt hjem fra Lviv i Ukraine, hvor han og kollegaen Ulrik Løth Holm fra Hammel Neurocenter i en uge har fulgt ukrainske ergoterapeuter på rehabiliteringscenteret Unbroken, som tager imod krigsskadede soldater fra frontlinjen.

For Jim og Ulrik er det vigtigt at understrege, at de ikke kritiserer arbejdet på UNBROKEN, men blot pointerer deres udfordringer. De roser patienterne, de pårørende og personalet, der hver dag yder en utrættelig indsats under meget vanskelige vilkår.

De to ergoterapeuters tur var et led i et større projekt i Aarhus Kommune og Region Midtjylland, som vil hjælpe ved at opkvalificere lokale kompetencer i Ukraine. De to ergoterapeuter fra Hammel Neurocenter skulle på turen dels bidrage med viden og ekspertise og dels skabe et overblik over de ukrainske kollegaers situation på rehabiliteringsenheden, så støtten kan blive så målrettet som muligt.

En af de helt store udfordringer på rehabiliteringscenteret i Lviv er det ulige forhold mellem antallet af tilskadekomne og antallet af sundhedsfaglige, fortæller Jim Jensen:

– De er gevaldigt underbemandet, især på intensivafdelingen, og det betyder, at de intensive patienter får meget lidt hjælp – som soldaten med kontrakturen er et eksempel på.

Rehabiliteringscentret ligger i den nordlige del af Lviv, hvor skadede soldater og civile i en lind strøm med tog bliver bragt fra frontlinjen til det akuthospital, som rehabiliteringscenteret er tilknyttet. Men med kun én sygeplejerske til seks patienter forlader mange intensivafdelingen med sekundære eller forværrede skader, og det tegner en helt anden hverdag for ergoterapeuterne på rehabiliteringsafdelingen, end den som Jim og Ulrik kommer fra i Hammel.

En anden hverdag

Ergoterapeuterne på Unbroken har ofte 10-13 patienter om dagen, og patienternes skader er ofte voldsomme, fortæller Ulrik Løth Holm:

– Mange af patienterne havde synlige fysiske skader som fx amputationer og forbrændinger. Min oplevelse er, at de ukrainske ergoterapeuter forsøger at arbejde biopsykosocialt, men at det kan være svært i deres travle hverdag. Den biologiske del i den biopsykosociale model kan let komme i fokus, fordi de synlige skader overskygger de andre skader og derfor kommer først i genoptræningen.

Et eksempel er en soldat, som de ukrainske ergoterapeuter, bad Jim og Ulrik om at se på, fordi de oplevede soldaten som umotiveret og havde svært ved at få ham til at deltage i deres ergoterapeutiske behandling. 

– Vi observerede patienten, der havde en halvsidig lammelse efter en hjerneskade. Han hyperventilerede og fik angstanfald ved selv de mest basale træningsøvelser. Udover selve lammelsen døjede han med voldsom PTSD, og vi rådede dem til at arbejde med hans PTSD, før de gik i gang med den reelle genoptræning, siger Jim Jensen.

Jim Jensen

Ledende ergoterapeut

Hammel Neurocenter

jimjen@rm.dk

Ulrik Løth Holm

Ergoterapeut

Hammel Neurocenter

ulrhol@rm.dk

Betydningsfulde aktiviteter

De altoverskyggende udfordringer med den konstante tilstrømning af patienter og manglen på personale gør det vanskeligt at skabe fokus og fordybelse i den enkelte patients rehabilitering. Alligevel holdt danskerne i deres rådgivning fast i et ergoterapeutisk fokus.

– Vi snakkede meget med ledelsen og terapeuterne om at inddrage betydningsfulde aktiviteter i rehabiliteringen. Ved at arbejde med aktiviteter, der giver patienterne mening, kommer de væk fra mere mekaniske øvelser som at sidde og rulle med en bold for at træne armene. I stedet kan de træne aktiviteter som fx det selv at kunne spise med bestik, som giver direkte mening for patienten, siger Jim Jensen og forklarer, at med et fokus på betydningsfulde aktiviteter vil rehabiliteringen ikke blot styrke patienternes fysiske formåen, men også deres motivation og livskvalitet.

Det var dog ikke kun personalet på rehabiliteringscenteret, der fik gode råd fra de danske ergoterapeuter. Manglen på sundhedsfagligt personale betyder, at også soldaternes pårørende er trådt til og dagligt gør deres bedste for at støtte og pleje deres kære – og sidemanden, når der er behov for det.

Solidariteten fejler ikke noget. Men de pårørende har ikke den nødvendige faglige viden, og det giver flere udfordringer, fortæller Ulrik Løth Holm og vender tilbage til eksemplet med soldaten med den voldsomme kontraktur over hofterne. Han havde lige siden han blev indlagt ligesom mange andre af de sårede haft sin kone ved sin side.

– Før vi kom, havde hans kone forflyttet ham fra sengen til kørestolen og omvendt fem til ti gange dagligt. En mor til sidemakkeren på stuen havde været sød til at hjælpe, men da ingen af dem havde nogen form for uddannelse i forflytning, blev det nogle hårde forflytninger med skub og træk - og det belaster selvfølgelig de pårørendes rygge og skuldre.

I samarbejde med de ukrainske terapeuter demonstrerede Ulrik derfor forskellige forflytningsteknikker for soldatens kone, fortæller han: 

– Jeg demonstrerede høj og lav forflytning, vægtstangsprincippet og trykpunkter på en ukrainsk terapeut, og jeg viste også, hvordan terapeuterne og konen konkret kunne forflytte manden ved hjælp af et glidestykke. I Danmark er forflytning med glidestykke en kendt teknik, men de ukrainske terapeuters viden om den var minimal. Ved at lære de grundlæggende principper kan pårørende og terapeuter skåne både sig selv og patienterne.

Paradigmeskifte

Motivationen til og taknemmeligheden over at lære nye metoder var overvældende hos såvel pårørende som terapeuter, og teknikken med glidestykket er bare ét eksempel. 

Ulrik og Jim forsøgte også at få de pårørende og andre hjælpere uden sundhedsfaglig baggrund til at tænke lidt mere ergoterapeutisk.

– I stedet for at made og påklæde patienterne, forklarede vi dem, at de skal lade dem være så aktive som muligt i de daglige aktiviteter, fordi de på den måde hurtigere vil opnå en vis selvstændighed. Lykkes det at få dem med på det paradigmeskifte, vil det styrke den videre rehabilitering, siger Jim Jensen

Nu er han og Ulrik tilbage i Danmark, hvor de på baggrund af erfaringerne fra deres tur har taget hul på arbejdet med at målrette den videre støtte til Ukraine.

– De har et rigtig godt fundament med et topmoderne rehabiliteringscenter og et engageret personale, der hver dag kæmper for at yde deres bedste for patienterne. Nu handler det for os om at analysere det, vi har oplevet, og arbejde videre med målrettet støtte i fremtiden, siger Jim Jensen og pointerer, at det endnu ikke er præciseret, hvordan den fremtidige støtte vil se ud.

Projekt UNBROKEN

Siden 2007 har Aarhus Kommune haft en samarbejdsaftale med byen Lviv i Ukraine.

På byrådsmødet 22. marts 2023 godkendte byrådet en officiel venskabsbyaftale mellem Aarhus Kommune og Lviv, med fokus på rehabilitering og medicinske hjælpemidler, transport, byudvikling og kulturelt samarbejde.

I januar i år var otte ansatte fra UNBROKEN på besøg i 14 dage på Vestdansk Center for Rygmarvsskader og Hammel Neurocenter – her deltog Jim Jensen og Ulrik Løth Holm for første gang i projektet.

Projektet finansieres igennem Udenrigsministeriets Ukrainefond. 

Rehabiliteringsenheden UNBROKEN blev etableret i 2022 og er et nationalt rehabiliteringscenter i byen Lviv.

UNBROKEN tilbyder medicinsk behandling, proteser samt fysisk og psykisk rehabilitering til militære og civile ofre for krigen.