Faglig udvikling skaber fremdrift 

Dato: 16. december 2024
Forfatter: Nicklas Zittlau Halvarsson
Fotograf: Claus Boesen

METTE OG MOTIVATIONEN: 282 af Ergoterapeutforeningens medlemmer hedder Mette, det er lige knap tre procent – og det gør fornavnet ”Mette” til højdespringer i ETF’s medlemsskare. Selv om de mange Metter deler fornavn og fag, er de selvfølgelig vidt forskellige, og i serien her spørger vi en håndfuld af dem, hvordan de hver især finder motivationen i deres hverdag.Først skal I møde Mette Vad, der i snart tre årtier har elsket sit arbejde på Amager Hospital. 

Det er ikke hver dag, at man møder en ergoterapeut, der har været på samme arbejdsplads i 30 år. Men når 2024 om lidt skifter til 2025 kan Mette Vad prale med 30 år på Amager Hospital.

Da Mette første gang trådte igennem porten, hed det Sundby Hospital og rummede både intensiv-, ortopædkirurgisk-, medicinsk-, organkirurgisk- og børneafdelingen, og siden har der løbende været både små og store omstillinger. Den nu 66-årige ergoterapeut har undervejs sagt farvel til områder, som hun ellers var glad for, og goddag til en rolle som faglig vejleder.

Selv forklarer hun, at det, der har holdt hende kørende, er ideen om, at udvikling og drift fungerer i en form for symbiose. 

– Det er vigtigt at have en ledelse, som forstår, at hvis vi afkobler udvikling, så dør vi. Det er okay i en periode at sige, at nu drifter vi bare, men i længden kan man ikke undvære udvikling. Så kører man træt og bliver dårligere til sit arbejde. Man gider ikke at blive et sted, hvor der ikke er udvikling. Derfor hænger drift og udvikling sammen.


Fra børneergoterapeut til faglig vejleder

Mette Vad begyndte som børneergoterapeut, og arbejdet med børnene var med til at forme hende som ergoterapeut, forklarer hun:

– Jeg elskede at arbejde med børnene, både fordi børn er skønne at være sammen med, og fordi det er fagligt stimulerende at kunne hjælpe nogle børn til at fungere bedre i hverdagen og give dem muligheden for at udvikle sig. Når man arbejder med børn, så skal man næsten vide alt. Det er lidt det samme som at arbejde med ældre, fordi man skal kunne noget fra alle specialer. Man føler derfor, at man hele tiden udvikler sig og bliver dygtigere.

Efter 12 år som børneergoterapeut slog Mette Vads arbejdsliv en kolbøtte, da børneafdelingen flyttede til Hvidovre Hospital.

– Jeg fik mulighed for at flytte med, men det var desværre for langt for mig. Det var sorgfuldt at skulle give slip på arbejdet som børneergoterapeut, for det stod mit hjerte nær og gjorde mig glad, siger hun. 

Selvom det var en hård afsked, fortsatte Mettes arbejdsliv i højt gear.

Hun havde nemlig, allerede inden børneafdelingen flyttede, fået en ny leder, der satte faglig udvikling øverst på dagsordenen og udnævnte Mette Vad, der netop havde gennemført en diplomuddannelse, til faglig vejleder.


Fokus på kernefaglighed

Det nye fokus på udvikling var lige Mette.

– Hvis der ikke var opstået den mulighed for faglig udvikling, så tror jeg ikke, at jeg var blevet her, siger Mette Vad og lader blikket vandre rundt i hospitalslokalet, der fungerer som et træningskøkken for patienterne.

Det første skridt imod en mere faglig fremtid, blev et udviklingsprojekt med en levetid på to år. Projektet handlede om ergoterapeuternes kernefaglighed på Amager Hospital, og titlen lød ”Betydningsfuld aktivitet og klientcentrering”. Udover at gøre ergoterapeuterne mere sikre i deres fag, dannede udviklingsprojektet grundlag for den faglige udvikling, der stadig præger hospitalet:

– Udviklingsprojektet blev støttet af Ergoterapeutforeningens Praksispulje, og det har betydet, at vi er blevet mere bevidste om, hvad vi kan og skal gøre i vores daglige arbejde. Vi er blevet bedre til at sætte ord på, hvad vi kan, både internt i ergoterapeutgruppen og overfor andre faggrupper, siger Mette Vad og fortsætter:

– Udviklingsprojektet tog udgangspunkt i det canadiske materiale og ICF og har givet os en skabelon, som vi kan lægge ned over vores daglige arbejde, hvor betydningsfuld aktivitet og klientcentrering altid er udgangspunktet.

Hvis der ikke var opstået den mulighed for faglig udvikling, så tror jeg ikke, at jeg var blevet her

Mette Vad

Ergoterapeut og faglig vejleder

Amager Hospital

Mette.vad@regionh.dk 

Faglig udvikling i dag

I dag er Amager Hospital kun et medicinsk hospital, hvor man ikke længere har kirurgi eller intensiv afdeling. Mette Vad og resten af ergoterapeutgruppen er tilknyttet den geriatriske afdeling, hvor alle patienter kan tilses, hvis det vurderes at være nødvendigt. Derudover sender resten af hospitalet henvisninger elektronisk, hvis der er brug for en ergoterapeut på en anden afdeling. 

Selvom der er nok at se til, fylder den faglige udvikling stadig i hverdagen. 

– I dag består udviklingsarbejdet i høj grad af små projekter, som ergoterapeutgruppen definerer. Når vi har fundet et emne, som giver mening i forhold til betydningsfuld aktivitet og klientcentrering, indsamler jeg alt det materiale og evidens, jeg kan finde om det, og så går vi i gang, fortæller Mette Vad og giver et eksempel:

– Vi lavede et projekt om delirium. Det viste sig at passe rigtig godt til vores kernefaglighed. Personer i delir kan opleve mange symptomer, og en af konsekvenserne er ofte, at døgnrytmen skrider. Som ergoterapeuter kan vi bruge vores faglige viden om hverdagsaktiviteter, sanser og patientens ressourcer til at opretholde deres daglige rutiner.

Projektet om delirium førte til, at man på Amager Hospital ændrede det narrative interview, fordi det kan være vanskeligt for personer i delir at svare på komplicerede spørgsmål. Nu spørger man i højere grad ind til, hvad patienten kan lide at lave, frem for eksempelvis antallet af ugentlige besøg fra hjemmeplejen.


Engagerede kollegaer

Når ergoterapeuternes projekter resulterer i forandringer, som andre faggrupper på hospitalet også kan have gavn af at kende, underviser Mette Vad dem i fx nye arbejdsgange, og det har styrket det tværfaglige samarbejde, fortæller hun: 

– Undervisningen til de andre faggrupper bidrager til, at andre bliver mere informeret og får et bedre kendskab til os som gruppe. Det har hjulpet os til at blive en etableret del af hospitalet, hvor man henvender sig til os og respekterer os og vores fag.

Sammenspillet og kommunikationen ergoterapeuterne imellem og med andre faggrupper på hospitalet er endnu en grund til, at Mette har holdt ved i så mange år. 

– Vi har en åben, flydende og tillidsfuld kommunikation, hvor der også er plads til at lave lidt sjov med hinanden. Mine kollegaer er dygtige, både mono- og tværfagligt, så jeg kan snakke fagligt med alle – og det giver mig arbejdsglæde i hverdagen.