I en række aktuelle udsendelser besøger journalisten Anders Agger det aarhusianske bosted Holmstrupgård, der er hjem for unge med psykiatriske lidelser. Stedets medarbejdere spiller en lille rolle i programmerne, men her fortæller to af Holmstrupgårds ergoterapeuter, hvordan deres faglige metoder og redskaber har stor betydning i det daglige arbejde med at hjælpe de unge tilbage til at mestre livet. Et job, der kræver både empati og hård hud.
Amalie er 19 år og overbevist om, at jorden går under. I hendes hoved er der stemmer og selvmordstanker, men på Amalies overarm er tatoveret to små, flagrende sommerfugle. Et symbol på, at ”man kan komme igennem meget mørke og stadigvæk blive til noget smukt”, som hun forklarer.
Amalie har tilbragt tre år af sit korte liv på Holmstrupgård. Et døgntilbud for børn og unge i alderen 12-23 år – børn og unge, der lider af bl.a. skizofreni, personligheds- og spiseforstyrrelser.
I programserien ”Indefra med Anders Agger” inviterer Amalie os indenfor i sine tanker, mens den kendte tv-journalist sammen med seerne forsøger at forstå den syge ungdom, som dagligt figurerer i mediernes forstemmende statistikker over mistrivsel.
Hvem er de? Hvad kæmper de med? Og hvorfor er det så svært at hjælpe dem tilbage til et almindeligt ungdomsliv?
Holmstrupgård:
- Er et specialiseret pædagogisk og miljøterapeutisk tilbud til unge fra 12 til 23 år med psykiatriske vanskeligheder, som fx spiseforstyrrelser, skizofreni, personlighedsforstyrrelser, depressive tilstande, opmærksomhedsforstyrrelser, autismespektrumforstyrrelser, svær selvskadende adfærd, angst, OCD og tourettes syndrom
- Består af døgnafdeling, behandlings- og specialundervisningstilbud og ungestøttetilbud
- Har ca. 60 unge beboere og godt 200 ansatte.
En stemme for faget
Gennem fire udsendelser besøger Anders Agger Holmstrupgård, og undervejs kommer seerne ikke bare helt tæt på Amalie, men også på 17-årige Kathrina, der bevidst hamrer hovedet ind i væggen, Alvilda, der trods sit store, smukke smil, ikke kan skjule, at hun har en depression og vejer alt, alt for lidt, og Sebastian, hvis stemmer i baghovedet har fortalt ham, at han skal hoppe ud foran en bil.
Ifølge deres dåbsattest ligger livet foran af dem, men mens deres jævnaldrende fester, får uddannelser og kærester, kæmper de unge på Holmstrupgård med at holde livet ud og klare almindelige hverdagsopgaver. Omkring dem vrimler en skare på næsten 200 ansatte med forskellige fagligheder, som støtter og guider de unge 24 timer i døgnet. Holmstrupgård er arbejdsplads for 18 ergoterapeuter, og en af dem er Hanan Cheik, der siden 2021 har været ansat på afdelingen ”Engen”, som primært tager sig af unge med spiseforstyrrelser.
Da tv-holdet kontaktede Holmstrupgård og bad om lov til at filme hverdagen på bostedet, meldte hun sig frivilligt til at deltage i programmet.
- Her er rigtig mange pædagoger, og jeg synes, at det er vigtigt også at vise, hvad vi ergoterapeuter kan som faggruppe. Også for at få flere ergoterapeuter ind i psykiatrien. Der er nemlig mange, som mangler at opdage, hvad vi laver. Folk tror, at ergoterapi kun handler om at strikke eller lave ergonomi, men jeg vil gerne vise, hvor meget vi i virkeligheden kan med den her målgruppe, forklarer Hanan Cheik.
Lyst til at skade sig selv
Uheldigvis blev Hanan sygemeldt som følge af sin graviditet undervejs i optagelserne, og derfor medvirker hun ikke så meget, som hun havde håbet på, men seerne møder hende alligevel i et glimt i første afsnit, da hun sætter strips og plastre på en af de unge, som har skåret voldsomt i sig selv. En almindelig opgave i en hverdag, hvor selvskade er udbredt på tværs af alle Holmstrupgårds afdelinger.
For hende og kollegerne gælder det om at lære de unge nogle alternative håndteringsstrategier, når lysten til at brænde, skære eller sluge noget overmander dem. Kan man i stedet piske sig med en elastik på armen? Eller på andre måder minimere skaderne? Det er Hanans opgave at hjælpe de unge til at kunne fungere i en verden, hvor sakse, barberblade og reb er frit tilgængelige. Det sværeste i jobbet er dog ikke selvskade og sår, men at skabe kontakten til de unge, oplever hun.
Ofte har de nemlig prøvet en række tilbud forinden, og både krop, sind og tillid er i bund.
- Relationsarbejdet er udfordrende, og særligt når det gælder unge med spiseforstyrrelser er det svært, fordi de rent somatisk og psykisk er så dårlige, og de ingenting kan, når de kommer her. Nogle har været i spisestop en uge eller to, og så kan man slet ikke have en fornuftig samtale med dem, forklarer hun.
Hårdfør og medfølende
Hverdagen på Holmstrupgård rummer både tragedier og dramatik. Ambulancer ruller ind på pladsen foran hovedbygningen, når nogle af beboerne fx skal tvangsindlægges, og i det hele taget er ungdomspsykiatrien ”et hårdt felt”, som Hanan Cheik siger.- Vi har flere gange stået med unge, der svæver mellem liv og død, og det er ikke alle, der kan klare at være her. Man skal både have hård hud og empati for at kunne trives i jobbet, og det er nødvendigt at kunne lægge det fra sig, når du kommer hjem, for reelt ved du ikke, om du møder ind næste dag, og så er der en, der har taget sit eget liv, siger hun.
Tv-holdet følger Holmstrupgårds beboere under op- og nedture, og Hanan oplevede, hvordan det gjorde indtryk på både fotografer og journalister, hvor dårligt de unge indimellem havde det.
- Selvom det er garvede folk, blev de også overrasket over, at der findes nogen - helt ned i 12-års alderen - der har det så skidt, fortæller hun.
Og hvordan er det som fagprofessionel at have et tv-hold i nakken, når man arbejder?
- Det var ret specielt, og jeg kunne især mærke, at nogle af de unge blev meget påvirket af, at der var nogen, som kiggede på og spurgte. Men samtidig ville de rigtig gerne være med. De vil gerne vise, at de ikke bare er syge. De er også helt almindelige unge med drømme og håb, fortæller Hanan.
Blik for sanserne
Louise Klingvall er ergoterapeut på ”Pilen”, der er en afdeling for unge med bl.a. skizofreni, personlighedsforstyrrelser og autisme, og det er her Nanna, Alvilda og Sebastian, som vi møder i programmerne, bor. Allerede som nyuddannet besluttede Louise sig for at søge indenfor psykiatrien, og for hende er arbejdet med unge særligt meningsfuldt.
- I voksenpsykiatrien har jeg oplevet, at det handler mere om vedligehold, men her er der virkelig et udviklingspotentiale, forklarer Louise Klingvall.
- Jeg ser det sådan, at vores primære opgave er at muliggøre, at de unge på sigt kan leve en selvstændig tilværelse, og i det arbejde, synes jeg, at ergoterapien spiller en rigtig stor rolle, siger Louise og fremhæver arbejdet med motivation, ressourcer og aktiviteter.
ADL-taksonomien og aktivitetsanalysen er en del af jobbets faglige DNA, ligesom arbejdet med de unges sanser er en vigtig del af den ergoterapeutiske indsats. Hvis tiden tillod det, ville Hanan og Louise gerne udarbejde sensory profiles på samtlige af de nye, der flytter ind på Holmstrupgård.
- Sanseprofilen skaber en grundlæggende forståelse af, hvad det er for en ung, vi har med at gøre, så vi kan tilrettelægge en hverdag, hvor de har de bedste muligheder for at deltage, forklarer Louise Klingvall, der oplever, at stedets andre faggrupper også har fået øjnene op for sansernes betydning.
- Og det er nok også fordi, at vi som ergoterapeuter her på stedet er blevet bedre til at råbe højt om, hvad det er, vi kan, siger hun.
Kunsten at aflede
For nogle unge er lydene, duftene eller andre menneskers tilstedeværelse ved spisebordet så overvældende, at fællesspisningen må droppes, og også i forhold til unge med spiseforstyrrelser er sensory profile et vigtigt redskab, har Hanan erfaret.
- Det kan fx være konsistenser, som vi skal undgå, hvis den unge skal øge vægten, forklarer hun.
Når tankerne tager over, er sansemodulation en vigtig teknik, og Louise bruger alt fra isterninger og varme fodbade til tyngdeprodukter, ballstick eller ting til at ”dimse” med, når hun skal hjælpe de unge til at regulere hovedet og mærke kroppen.
- Vi arbejder rigtig meget med afledende strategier, som de unge kan bruge, når det bliver svært. Det kan også være at gå en tur, men i mange tilfælde er det jo sansemodulerende teknikker, der virker, siger hun.
ADL-træning og strukturskemaer er andre gennemgående elementer i de to ergoterapeuters arbejde, men særligt arbejdet med sansemodulation er relevant, oplever Louise.
- Mine kolleger beder mig også om hjælp, hvis en ung fx skal have en tyngdedyne, og der kan jeg godt mærke, at der er en respekt for min faglighed, siger hun.
Fast i fagligheden
For selvom størstedelen af Holmstrupsgårds medarbejdere er pædagoger, spiller stedets ergoterapeuter alligevel en central rolle, oplever både Hanan og Louise. At fagligheden står stærkt, tilskriver de bl.a. muligheden for efteruddannelse og de monofaglige sparringsrum, der opstår ved møderne på tværs af Holmstrupgårds ergoterapeuter.
- Vi har mulighed for at udveksle erfaringer mellem afdelingerne, og det er nødvendigt, hvis man skal holde fast i den faglige vinkel, fortæller Louise, der er den ene af i alt fire ergoterapeuter på ”Pilen”, hvor kollegerne primært er pædagoger.
Også Hanan oplever, at der på Holmstrupgård er fagligt albuerum til at løse opgaverne ud fra hver sit professionelle perspektiv.
- Og jeg gør også meget ud af at holde fast i, at jeg er ergoterapeut og taler vores faglighed rigtig meget op. Når jeg møder folk, præsenterer jeg mig som ergoterapeut og ikke som miljøterapeut, og det oplever jeg er vigtigt for at holde fast i fagligheden, siger Hanan Cheik.
Dynamiske behandlingsplaner
De unges udvikling er ofte to skridt frem og fire tilbage. Eller totalt stilstand, og for Louise er det sværeste i jobbet at bevare tålmodigheden, men når det hele virker håbløst, er den ugentlige supervision hos en psykolog guld værd, oplever hun.
- Nogle gange er der ikke noget af det, man finder på, der virker, selvom man synes, at man har lavet en god behandlingsplan. Derfor skal man hele tiden arbejde ud fra en strategi om, at hvis ikke det ene duer, så prøver vi noget andet. Det kan være et tungt, men drivkraften er jo at sende de unge videre ud i livet, fortæller Louise Klingvall, der af og til møder tidligere beboere, som har fået luft under vingerne efter opholdet på Holmstrupgård.
- Og når man så hører deres historier og får at vide, at der er én, som er begyndt at læse til psykolog og en anden, som nu bor i egen bolig, så styrker det i den grad din arbejdsglæde, forklarer hun.
Kendt fra tv
Mange af beboerne ville gerne medvirke i tv-programmerne, men for Hanan var det alligevel vigtigt at minde om de mulige konsekvenser af at stå frem i den bedste sendetid.
- Jeg synes jo, at det er megafedt, at vi får nogle historier om psykiatrien ud, men jeg snakkede rigtig meget med deltagerne om, at de skulle huske på, at de også har en fremtid bagefter, og måske har de ikke lyst til at blive stemplet som en person, der engang var syg i et tv-program, når de bliver 30 år, siger Hanan.
Louise Klingvall havde også sine betænkeligheder ved, at de unge skulle eksponeres i landsdækkende fjernsyn. Godt nok blev alle medvirkende tilbudt sløring af både ansigt og stemme eller at blive klippet ud efterfølgende, men de færreste benyttede sig af muligheden.
- Jeg havde helt klart en bekymring omkring, hvad det ville betyde for dem senere hen, så vi har snakket meget med deltagerne om, hvordan de vil have det med at blive genkendt. Omvendt forstår jeg godt trangen til at have en stemme og få lov til at fortælle, hvordan de har det, siger Louise, der oplevede, at mange af de medvirkende voksede i løbet af optagelserne.
- Det gav dem en mulighed for at fortælle, hvordan det er at være dem, og det er de stolte af i dag. Vi havde fx en ung, som gerne ville vise, at selvom man havde skizofreni, så kan man faktisk godt passe sin skole og have drømme for fremtiden. Man behøver heller ikke at være farlig, selvom det er det billede, medierne tegner af sygdommen, siger Louise, der føler, at samarbejdet med tv-holdet hele vejen igennem har været ”ordentligt”, som hun udtrykker det.
- Og jeg håber, at programmerne kan være med til at bryde tabuet om psykisk sygdom for de unge, fastslår hun.
Hvordan det går for Amalie, der tror på jordens snarlige undergang, men altid kan skæve til de to sommerfugle på armen, kan seerne følge i ”Indefra fra med Anders Agger: Syg ungdom”, der sendes første gang 10. april 2024.- Se programmerne
De fire afsnit af ”Indefra fra med Anders Agger: Syg ungdom” om Holmstrupgård sendes hver onsdag kl. 21.25 på DR1 og er tilgængelige fra den 10. april på DR TV.
