Lektor og seniorforsker ved Forskningsenhederne for Almen Praksis på både Syddansk Universitet og Aarhus Universitet, Jeanette Reffstrup Christensen, der også er ergoterapeut, har i flere år beskæftiget sig med forskningen i social prescribing, og hun ser et stort potentiale i modellen med fællesskabsanvisning - særligt for ergoterapeuter.
Forskning har for længst dokumenteret, at ensomhed er forbundet med dårligt helbred og tidlig død. Studier viser fx, at ensomhed øger risikoen for udvikling af demens, overvægt, kardiovaskulær sygdom og alkoholmisbrug, ligesom det er forbundet med nedgang i fysisk aktivitet.
Når flere og flere føler sig ensomme har det altså ikke blot konsekvenser for den enkelte, men også for samfundet i form af bl.a. stigende udgifter i sundhedsvæsenet.
En af løsningerne på det voksende problem er såkaldt ”social prescribing”, der er kendt fra det engelske sundhedsvæsen, hvor sundhedsprofessionelle fungerer som ”linkworkers”, der henviser til lokale aktivitets- og kulturtilbud.
Ergoterapeut, ph.d., lektor og seniorforsker ved Forskningsenhederne for Almen Praksis på både Syddansk Universitet og Aarhus Universitet Jeanette Reffstrup Christensen har skrevet flere videnskabelige artikler om social prescribing, og hun vurderer, at metoden har et stort potentiale i forhold til at bekæmpe bl.a. ensomhed. Samtidig mener hun, at ergoterapeuter er den helt ideelle faggruppe til at varetage rollen som bindeled, fordi ”vi kan lidt af det hele”, som hun siger.
- Vi har både indsigt i fysiologi, anatomi, sygdomslære, psykologi, psykiatri, pædagogik og sagsbehandling og derfor har vi det brede blik for både den fysiske og mentale sundhed, som er nødvendigt i den funktion, siger Jeanette Reffstrup Christensen, der peger på, at ergoterapeuter jo allerede fungerer som linkworkers en række steder, når de fx initierer aktiviteter og fællesskaber på kommunale ældre- og sundhedscentre.
Det er nødt til at være lægen, der tager sig af diagnosticering og behandling, og når de vurderer, at det er sociale problemstillinger frem for medicinske, så kan de kanalisere borgerne videre
Evidens og systematik påkrævet
I virkeligheden har modellen, hvor en sundhedsprofessionel formidler fællesskabstilbud, været kendt herhjemme i mange år, påpeger Jeanette Reffstrup Christensen. Tag fx sundhedsplejersken, der hjælper nybagte forældre ud i mødre- og fædregrupper eller de forebyggende hjemmebesøg, hvor en kommunal medarbejder kan henvise ældre til tilbud om holdtræning eller andre sociale aktiviteter. Det nye ved social prescribing er lægens rolle, og det giver god mening med forankringen i almen praksis, pointerer Jeanette Reffstrup Christensen.
- Lægerne er jo et knudepunkt i det danske sundhedssystem. De har fat i alle danskere, og derfor har de en gylden mulighed for at nå de borgere, der mangler sociale relationer.
Studier fra den engelske by Frome, hvor man har forsøg med social prescribing, viste, at deltagernes medicinforbrug og antallet af indlæggelser blev reduceret.
Men vi mangler stadig forskning på området, hvis social prescribing skal fungere i en dansk kontekst, understreger Jeanette Reffstrup Christensen.
- Det danske og britiske system er slet ikke ens, og vi har også behov for at lave interventionsforskning, for lige nu har vi kun evidens for, at sociale fællesskaber giver bedre mentalt helbred, men vi mangler viden om, hvilke indsatser der er gavnlige for hvem, og hvordan vi får formidlingen af fællesskaber inkorporeret i vores sundhedssystem, fastslår hun.
Der er nemlig brug for at sikre systematik i indsatsen og på tværs af sektorer, så det ikke bliver overladt kun til fx NGO’er, hvilke borgere, der bliver hjulpet videre til socialt tilbud, understreger hun.
- Vi skal ikke ud i et amerikaniseret samfund, hvor det er tilfældigt, hvem man får fat i, alt efter hvor ildsjælene er, for det vil skabe en øget ulighed. Som det danske system er nu, er det er nødt til at være lægen, der tager sig af diagnosticering og behandling, og når de vurderer, at det er sociale problemstillinger frem for medicinske, så kan de kanalisere borgerne videre, siger Jeanette Reffstrup Christensen, der godt kunne forestille sig, at der blev ansat ergoterapeuter i almen praksis, så lægen havde en brobygger, der havde blik for mere end det medicinske, i sin egen klinik.
- Der kunne jeg sagtens se ergoterapeuten være et naturligt bindeled mellem sundhedsvæsnet og civilsamfundet, siger hun.
I Ergoterapeuten Forskning, der udkommer den 11. april, kan du læse Jeanette Reffstrup Christensens artikel om social prescribing.