Ergoterapeut i pionérrolle: Sussi hjælper ældre borgere med stort og småt

Dato: 7. april 2025
Forfatter: Nicklas Zittlau Halvarsson
Fotograf: pressefoto

Sussi Ulnits Glarø er formentlig den første i Danmark med stillingsbetegnelsen ældrevejleder. Hun hjælper ældre borgere i Herlev Kommune med alt fra digitale udfordringer til vejledning i det kommunale system. Men hun ser også det, de ældre ikke sætter ord på.

– Hun begyndte at græde og fortalte, at hun aldrig havde snakket med nogen om, at hun føler sig ensom, fortæller Sussi Ulnits Glarø om en 90-årig kvinde, der benyttede sig af ældrevejlederens tilbud ”Åben dør”.

Kvinden kom oprindeligt for at blive skrevet op til en seniorbolig, men da hun ikke levede op til kriterierne, spurgte Sussi ind til ønsket:

– Jeg tænkte, at der måtte være en grund til, at hun ville have en seniorbolig. Hun svarede, at hendes treværelses lejlighed var for stor, men da hun får hjemmehjælp, burde det ikke være et problem, så jeg spurgte lidt mere. 

Efter en halv times detektivarbejde fandt Sussi ind til problemets kerne: Kvinden følte sig ensom i sin lejlighed og ville gerne omgås nogle, som hun havde fælles interesser med.

– Der findes andre muligheder end en seniorbolig til at afhjælpe ensomhed. Jeg foreslog hende, at hun kunne tage til aktivitets- eller frivilligcentret for at få nogle kontakter. Det viste sig, at hun elskede at gå i teatret, og måske kunne hun finde nogen i centrene, som ville med i teatret, fortæller Sussi Ulnits Glarø om mødet med kvinden, der gjorde et stort indtryk på hende.

På de blot tre uger, hun har haft jobbet som ældrevejleder, har 26 borgere, pårørende og samarbejdspartnere henvendt sig til hende – en del af dem ligesom kvinden via tilbuddet ”Åben dør”, hvor man tirsdag og torsdag fra kl. 11-13 kan møde fysisk op og få hjælp til alt fra administrative spørgsmål til at udfylde en blanket.

Ergoterapi i ældrevejledning

– Som ergoterapeut er jeg trænet i at se hele mennesket – ikke kun det umiddelbare behov, men også de underliggende årsager. En henvendelse handler ofte om mere end det, borgeren selv udtrykker, og her bruger jeg min erfaring til at dykke dybere og forstå, hvad der virkelig er på spil, forklarer Sussi Ulnits Glarø.

Ikke alle henvendelser er dog lige komplekse, mange henvender sig blot for at få hjælp til at betale regninger, søge om folkepension, betale restskat eller skifte folkeregisteradresse.

Både når det gælder komplekse og mere banale udfordringer er det vigtigt, at borgerne selv tager del i løsningen.

– Jeg har et stort fokus på aktivitet og deltagelse i samfundet. Mange ældre borgere kan føle sig afskåret, især fra den digitale verden, der buldrer frem. Jeg laver hele tiden en vurdering af borgeren i den aktivitet, vi er i gang med, for at se, hvor meget vedkommende selv kan, og hvor meget jeg skal guide, forklarer Sussi Ulnits Glarø og fortsætter:

– Hvis jeg kan lære dem at bruge Borger.dk, så kan det være, at de ikke behøver lige så meget hjælp næste gang. På den måde kan de holde på deres selvbestemmelsesret så længe som muligt, og det giver dem en følelse af at være inkluderet i samfundet.

Som ergoterapeut er jeg trænet i at se hele mennesket – ikke kun det umiddelbare behov, men også de underliggende årsager.

En stilling med mening

Herlev Kommunes nye funktion som ældrevejleder gør med sin direkte adgang og personlige kontakt en stor forskel for ældre og pårørende, konkluderer Sussi Ulnits Glarø efter de tre første uger i den nye stilling:

– Jeg ser mig selv som bindeled mellem de ældre borgere og kommunen. Jeg har tiden, tålmodigheden og redskaberne til at hjælpe, hvilket gavner både de ældre og kommunen. For borgerne skaber det tryghed og overskuelighed, at de kan henvende sig direkte til mig. Jeg kan enten selv hjælpe dem eller guide dem videre i systemet, og det sikrer borgerne den rette hjælp fra starten. 

Hun har indtil nu kun fået positive tilbagemeldinger fra såvel borgerne og pårørende som samarbejdspartnere. 

– Mange borgere har villet kramme mig, når jeg har hjulpet dem, og det er jeg ikke vant til, griner Sussi Ulnits Glarø, der de sidste otte år har arbejdet som visitator i Hvidovre Kommune.

– Jeg har en opfattelse af, at de føler, at de endelig bliver set, hørt og hjulpet i deres hverdagsudfordringer. Mange af dem kan godt selv, de skal bare have en hjælpende hånd med på vejen.

Det kan ældrevejlederen ikke

Behandle sager og træffe afgørelser. Hun kan ikke blive din sagsbehandler, bisidder eller repræsentere dig i din sag hos kommunen.

Ændre på indholdet i afgørelser, der er truffet (afslag, bevillinger, tilladelser m.v.).

Behandle klager over det serviceniveau, der er vedtaget af kommunalbestyrelsen eller over forhold, som kommunalbestyrelsen har behandlet og taget stilling til.

Behandle klager over forhold, som f.eks. Ankestyrelse tager sig af, eller sager som er indbragt for det kommunale tilsyn.

Kilde: Herlev Kommune

Sussi Ulnits Glarø

Ældrevejleder

Herlev Kommune

aeldrevejleder@herlev.dk