"Jeg ville jo gerne tabe mig, men ..."

Det nytter ikke at informere, presse eller forsøge at overtale et andet menneske til at ændre adfærd. Til gengæld virker åbne spørgsmål og empati, viser en række studier af metoden ”den motiverende samtale”, som mange ergoterapeuter allerede kender. En aktuel bog samler op på forskning og praksis på området.

”Jeg går i gang på mandag”. 
Alle, der arbejder med motivation og med at skabe forandringer og adfærdsændringer hos andre mennesker har hørt den slags intentioner. Eller har mødt et menneske, som egentlig gerne ville forandre noget i sit liv, men flere gange har forsøgt uden held. Man kender det fra andre. Og fra sig selv. 
Motivation er som en fugtig sæbe, der lynhurtigt smutter, når man forsøger at holde den fast, og det kan virke frustrerende, nedslående eller ligefrem provokerende, når man som professionel for femte gang har informeret om fordele og risici og lagt en køreklar plan, som trods borgerens umiddelbare velvilje alligevel ikke bliver fulgt. 
Så hvad er det konkret, vi skal gøre for at motivere et andet menneske til at ændre adfærd?

Forskning bekræfter antagelser

Spørgsmålet har optaget forskere og praktikere i årtier, og med tiden er vi blevet klogere på, hvad der virker. I dag ved vi fx, at den professionelles måde at tale med borgeren på har afgørende betydning for, om personen lykkes med forandringer. Allerede i 1983 beskrev den amerikanske psykolog William R. Miller en række principper i en artikel om såkaldt ”Motivational Interviewin,,” hvor den professionelle lader det være op til borgeren selv at formulere sine ønsker til forandring. Dengang byggede tilgangen på antagelser. Siden har tusindvis af studier dokumenteret effekten af den metode, som vi i Danmark kalder ”den motiverende samtale”. Sidste år samlede forfatteren Gregers Rosdahl så op på den nyeste forskning og evidens til anden udgave af sin bog ”Den motiverende samtale i teori og praksis”, der udkom først gang for 10 år siden, og mængden af dokumentation for metodens effekt er bare vokset støt siden første udgave, fortæller han.

- Der er nogle ting, man er blevet klogere på, fx har vi nu masser af forskning, som underbygger betydningen af den professionelles evne til at arbejde empatisk, forklarer Gregers Rosdahl.

Når vi bygger på indre motivation og gennem samtalen fremmer de grunde, som personen selv kan se for forandring, er der langt større sandsynlighed for at vedkommende rent faktisk ændrer adfærd, fordi ønsket er forankret i egne værdier – i stedet for, at det er én udefra, der pådutter, hvad der ville være godt for den anden.

Den indre drivkraft

Men hvad er det så, der virker ved den motiverende samtale? Jo, grundlæggende handler det om, at udgangspunktet er personens og ikke fx ergoterapeutens mål og ønsker om forandring.
- Når vi bygger på indre motivation og gennem samtalen fremmer de grunde, som personen selv kan se for forandring, er der langt større sandsynlighed for at vedkommende rent faktisk ændrer adfærd, fordi ønsket er forankret i egne værdier – i stedet for, at det er én udefra, der pådutter, hvad der ville være godt for den anden, forklarer Gregers Rosdahl, som i snart tyve år har rådgivet og undervist i metoden. 
I den forbindelse har han også mødt mange ergoterapeuter, og Gregers Rosdahl oplever, at principperne i metoden stemmer helt overens med ergoterapeuters faglighed.
- Det er jo en holistisk, inddragende og samarbejdende måde at gå til borgeren, så der er mange fællesnævnere med den ergoterapeutiske tilgang, fastslår han. 

Drop den løftede pegefinger

Man skal huske på, at personen altid har gode grunde til at ændre adfærd og samtidig har vedkommende også gode grunde til ikke at gøre det.

Forstærk forandringen

Udover rolleskiftet fra ekspert til samtalepartner skal den professionelle også have fokus på både indhold og proces, så samtalen bliver styret i den rigtige retning, og borgeren får formuleret nogle såkaldt ”positive forandringsudsagn”, der er de sætninger, som peger i retning af forandring af typen: ”Jeg vil gerne i gang med at gå ture”, ”Jeg tror på, at jeg kan holde op med at ryge”, ”Jeg er begyndt at handle mere sundt ind”. Den professionelle arbejder systematisk med at fremkalde og forstærke disse udsagn og dæmper samtidig den modsatte type af ytringer. Nemlig de såkaldte status quo-udsagn som ”Jamen, jeg har jo drukket i hele mit liv” eller ”Jeg har forsøgt 10 gange uden held”. Nyere forskning har dokumenteret, at denne type udsagn er langt stærkere, så når personen har formuleret 10 forandringsudsagn og 10 status quo-udsagn, vil vedkommende med stor sandsynlighed ikke ændre adfærd.
- Det handler som professionel om at spidse ører i forhold til at fange de forandringsudsagn, som borgeren kommer med og forstærke de positive, forklarer han. 

Dyrk empatien

Umiddelbart kan det lyde temmelig teknisk, at man som spørger skal styre både indholds- og procesniveauet, men det allervigtigste for, om man skaber forandring hos borgeren, er den professionelles evne til at sætte sig ind i den andens liv og kvaler. Uden empati virker metoden nemlig ikke, og personen skal under samtalen hele tiden have en ”du forstår mig-følelse”, hvis projektet skal lykkes, viser forskningen. Helt fra de tidlige studier af metoden viser det sig, at en stor del af effekten af den motiverende samtale kan tilskrives den professionelles evne til at arbejde empatisk og fx bekræfte og spejle personen med sine udsagn. 
- Mange professionelle gør det ubevidst allerede. De er som udgangspunkt lyttende, samarbejdsvillige og inddragende i deres tilgang, og netop den ånd er afgørende, hvis den motiverende samtale skal lykkes. Så handler det bare om at arbejde systematisk med sin spørgeteknik, fortæller Gregers Rosdahl.

Det handler om at finde en balance, hvor man skifter fra at lave hardcore udredning til at arbejde mere motiverende, for ellers sker der sandsynligvis ikke noget, når borgeren rejser sig op og går ud ad døren.

Mine eller dine mål?

Det kan virke som ren manipulation, når man sådan stiller spørgsmål, der leder borgeren i en hel bestemt retning og dæmper andre. Den kritik af metoden er da også blevet rejst gentagne gange, for hvor kommer borgerens forandringsmål i virkeligheden fra? 
Gregers Rosdahl forstår godt indvendingen.
- Som professionel har man et ønske og nogle ambitioner på personens vegne, men jeg synes egentlig, at metoden er meget sober og ærlig, for der lægges ikke skjul på, at den professionelle har nogle mål med samtalen. Men man knytter dem jo på personens egen motivation, og det er stadig borgeren, der i sidste ende skal træffe beslutningen om forandring, pointerer han. 

Arbejdet med ambivalens

”Egentlig ville jeg jo gerne tabe mig, men…”. Udsagnet rummer ambivalensen, som de fleste tumler med, og arbejdet med andres motivation kan da også være stærkt udfordrende, for det kan godt være, at borgeren har to gode grunde til at stoppe og fire til netop at fortsætte de velkendte vaner, påpeger Gregers Rosdahl.
- Nogle gange kan man godt blive grebet af sådan en følelse af ”Hvorfor gør du det ikke bare?”, som han siger, for det kan være vanskeligt at være vidne til et menneske, der med den professionelles øjne har åbenlyst gode grunde til at ændre adfærd, som ikke gør noget. 
I sådan nogle tilfælde kan man blive fanget af det, Gregers Rosdahl i sin bog kalder ”ordnerefleksen”, hvor man går i akut handlings- og løsningsmodus og fortæller personen, hvorfor og hvordan vedkommende skal forandre sig. 
- Men man skal huske på, at personen har altid gode grunde til at ændre adfærd og samtidig har vedkommende også gode grunde til ikke at gøre det, som Gregers Rosdahl forklarer. 

Udredning og motivation

De nye afsnit, som er tilføjet anden udgave af bogen om den motiverende samtale, handler bl.a. om udredning, for hvordan bevarer man en ligeværdig relation i en situation, hvor fagpersonen netop som ekspert skal kigge på borgeren for at vurdere diagnose og behandling?
- Udredninger er ikke motivationsarbejde, og der er høj risiko for, at borgeren ender med at blive en inaktiv samtalepartner, der sidder som passiv modtager af den professionelles visdom, og så ender ansvaret for forandringer på fagpersonens skuldre og ikke hos borgeren, siger Gregers Rosdahl, der peger på, at man selv i udredninger kan arbejde med fx åbne spørgsmål og spejlinger for at inddrage personen, så det ikke ender som et rent forhør. 
- Det handler om at finde en balance, hvor man skifter fra at lave hardcore udredning til at arbejde mere motiverende, for ellers sker der sandsynligvis ikke noget, når borgeren rejser sig op og går ud ad døren, forklarer Gregers Rosdahl.

Hvis målet med samtalen er at skabe forandringer eller fx livsstilsændringer, så er det stadig bedre at arbejde terapeutisk end blot at give råd og information.

Virker på et kvarter

Tiden er knap i det danske sundhedsvæsen, i ældreplejen og i øvrigt alle andre steder, hvor professionelle skal motivere borgere, patienter og klienter til forandringer. Så er det ikke lovligt idealistisk at tro, at man kan gennemføre lange, inddragende seancer? Ikke nødvendigvis fastslår Gregers Rosdahl. Det handler om at begrænse sig. 
- Der er altid nogle mål, dagsordener og skemaer, som vi skal nå at tale med borgeren om, men hvis vi vil lykkes med at skabe forandringer, må vi skrue ned for ambitionsniveauet. 
Ellers spilder alle nemlig tiden på møder og snakke, der aldrig bærer frugt, pointerer han.
- Man skal stole på processen og vide, at den gavner på lang sigt, understreger Gregers Rosdahl.
For det kan godt være, at den professionelle går ud ad døren med en umiddelbar tilfredshed efter at have afleveret en masse information og velmente råd, men effekten udebliver, viser studier.  Og har man kun sølle femten minutter til rådighed er det stadig bedre at bruge dem på den inddragende samtaleteknik i stedet for at bombardere borgeren med information og anbefalinger, dokumenterer den nyere forskning.
- Hvis målet med samtalen er at skabe forandringer eller fx livsstilsændringer, så er det stadig bedre at arbejde terapeutisk end blot at give råd og information, understreger Gregers Rosdahl. 

Øvelse gør mester

Mange ergoterapeuter er allerede blevet undervist i metoden, og den bedste måde at lære den motiverende samtale på er netop at tage et kursus og så ellers øve sig, forklarer Gregers Rosdahl. Man kan nemlig ikke læse sig til succes. Det kræver afprøvning og feedback fra fx kolleger eller undervisere. Formår man at involvere borgeren? Fangede man de vigtige forandringsudsagn? Fik borgeren nok taletid? Og blev samtalen styret det rigtige sted hen? 
- Det er et håndværk, der kræver træning, siger Gregers Rosdahl og peger på, at det vigtigste for at lykkes med metoden er at få borgeren på banen. 
- Man skal nogle gange passe på, at man ikke fokuserer så meget på teknikken med at stille de rigtige spørgsmål, så man glemmer at høre efter, hvad der bliver sagt. Det er tilgangen, der tæller, og så er det lige så fint at spørge ”Har du gjort dig nogle tanker om vores snak i dag”, selvom det blev formuleret som et lukket spørgsmål, for målet er stadig at inddrage den anden, fastslår han.