12 år som klinisk underviser har trænet Dorette Höppner Madsens blik for at spotte kommende ergoterapeuters styrker og muligheder, men også de udfordringer, som flere og flere kæmper med. Hun er klinisk underviser på Herlev Hospital, hvor hun giver de studerende personlige indrømmelser eller et skub fremad — afhængigt af hvad de har brug for.
”Medbring en lille ting, som fortæller noget om dig selv”, lyder opfordringen i den mail, som Dorette Höppner Madsen altid sender til sine kommende studerende, inden deres første møde.
— Jeg har set alt fra kattebilleder til grydeskeer og Stars and Stripes i årenes løb. Der var engang en studerende, som havde et par gamle briller med, fordi hun elskede 1950’erne og tog ud at spille 50’er musik på plejehjem i weekenden, fortæller Dorette Höppner Madsen, som altid selv medbringer sin Mayland-kalender til mødet med de nye studerende.
— Jeg er lidt af et kaosmenneske med masser af bunker på skrivebordet, og så fortæller jeg dem, at når jeg er sådan en lidt rodet type, så er jeg nødt til at have alle aftaler skrevet ned i min kalender for at holde styr på dem.
På forsiden af kalenderen er et foto af Dorettes tre børn.
— Også bare for at vise, at ja, jeg er klinisk underviser her på Herlev Hospital, men jeg er også mor. Det er ikke fordi, jeg fortæller dem supermeget om mit privatliv, men jeg giver en flig af, hvad jeg rummer udover mit professionelle jeg.
Huller i viden
Men hvad er målet med at se de studerendes kattebilleder og indrømme, at man er et rodehoved, spørger jeg Dorette. Vi sidder på et lille kontor på en af Herlev Hospitals mange, lange gange, hvor patienter, personale og pårørende iler afsted udenfor.— Jeg har jo ikke så lang tid til at lære dem at kende, og vi har brug for at bryde isen. Det med tingen er en måde at prøve at lukke dem op, forklarer hun.
Det kan nemlig være svært som klinisk underviser, hvis man tager imod studerende, som er et stort smil, når personen møder ind, men hvor det undervejs i praktikken viser sig, at der alligevel er noget, som spænder ben for læring, har Dorette erfaret.
— Man skal være lidt af en menneskekender i den her rolle, og man skal ikke være bange for at gå ud på den tynde is, når man kan mærke, at den studerende kæmper med et eller andet. Jeg er helt klart blevet bedre til at reagere på min egen følelse af, at der er noget galt og tage fat om nældens rod. Som menneske er jeg meget sensitiv for stemninger og følelser, og det bruger jeg meget mere aktivt nu, hvor jeg hurtigere siger til den studerende: Jeg får en fornemmelse af, at du kæmper med det her. Hvad tænker du, når jeg siger det, forklarer Dorette, der tager imod flere og flere studerende med udfordringer.
— Det kan fx være problemer med at forstå det faglige stof, huske teorien, eller også har de simpelthen ikke fulgt med i løbet af uddannelsen, fordi de er udfordret af fx en psykisk diagnose eller problemer i deres privatliv. Det giver nogle gevaldige huller i læringen, som jeg risikerer først at opdage, når jeg spørger ind til teorien. Jeg forudsætter jo, at der er et fundament fra uddannelsen, og på overfladen kan det hele godt se fint ud, men nogle gange mangler der simpelthen noget, og det skal vi have afdækket tidligt i forløbet, så vi ikke først opdager det lige før eksamen.
Videre med et 2-tal
Lysten til at lære fra sig har fulgt Dorette siden skoletiden, og den får hun brug for i rollen som klinisk underviser.— Jeg kan godt lide at give andre gejsten for det, jeg brænder for, men også at give nogle aha-oplevelser. Af og til har jeg fx studerende, som tror, at de skal være i et bestemt speciale, og så kan det være, at vi efter 8-10 uger tager en snak om, at de måske skal være et helt andet sted, fordi det faktisk er der, de bedst kan blomstre.
Dorette har brug for både sine pædagogiske og formidlingsmæssige evner i en virkelighed, hvor problemer med manglende viden og indlæring er tiltagende.
— Da jeg begyndte som klinisk underviser, gik der fem år, før jeg oplevede at have en studerende, der dumpede til eksamen, men nu er der typisk mindst én hvert år, fortæller Dorette Höppner Madsen, der enkelte gange har haft studerende, som hun havde mest lyst til at lade gå hele semestret om i stedet for blot at sende til reeksamen efter et par dages vejledning, når de var dumpet.
— Men der er systemet jo sådan indrettet, at består de eksamen med et 2-tal, så skal de videre, og det kan jeg godt være lidt tvivlende overfor. Selvfølgelig skal vi give alle studerende en chance, og min opgave er at give dem al den læring, jeg overhovedet kan, men jeg oplever, at det er ret vanskeligt at få de studerende stoppet undervejs. Skolerne får først betaling, den dag de står med deres bacheloreksamen, men der kan de godt være gået glip af noget vigtig viden undervejs, påpeger hun.
Højt tempo
To studerende dukker op på kontoret. To spørgende blikke. Aftalen med patienten er blevet aflyst. Så hvad nu? Dorette snurrer rundt på stolen og smiler til dem.— Bare sæt jer, vi finder ud af noget, jeg tjekker lige, om der er en, som kan have jer med, siger hun til de to novicer, der i de kommende uger skal snuse til alle seks specialer i ergoterapien på Herlev Hospital.
Tidligere var Dorette klinisk underviser i Sundhedshuset på Østerbro, og hun oplever, at der er stor interesse for praktik på et hospital.
— Der er ingen tvivl om, at der er større prestige i at være på et hospital end i kommunen. Jeg skulle virkelig arbejde for at få dem vist, hvor meget vi egentlig kan som ergoterapeuter i det kommunale.
På hospitalet er tempoet med de accelererede patientforløb højere, og travlheden smitter også af på de studerendes vilkår.
— De skal kunne fungere i en setting, hvor det går vanvittigt stærkt. I kommunen kunne jeg jo give en studerende en dag til at forberede sig til en patient, hvor her kan de have en halv time, fordi patienten skal udskrives om tre timer, siger Dorette Höppner Madsen, der ofte må justere de studerendes forventninger.
— De tror, at de fx skal arbejde med en hel arbejdsprocesmodel, men de kommer formentlig kun til at beskæftige sig med undersøgelse og vurdering, for vi ser ofte ikke patienterne længe nok til, at vi kan nå at lave genoptræning.
I en travl hverdag handler det for Dorette om at skære opgaven til, så de unge får en oplevelse af at være med og af at mestre. Også selvom de kun når en startsamtale med patienten.
— Især de fjerdesemester-studerende, der skal til eksamen, skal have lov at føle en sikkerhed i det de laver, men i evalueringerne kan jeg da godt høre, at der er nogen, som oplever, at de er meget pressede. Det er jo en stor omvæltning i forhold til studiet, hvor de har mere tid og elastik i dagen.
BLÅ BOG
- Dorette Höppner Madsen
- Ergoterapeut og klinisk underviser
- Herlev Hospital
Kampen for at blive kompetent
Som klinisk underviser skal man bruge sig selv. Ikke kun som ergoterapeut, men også som menneske, oplever Dorette, og det er ikke kun Mayland-kalenderen og fortællingen om, at hun er lidt af et rodehoved, som hun præsenterer de studerende for.— Når jeg fx har nogen, som har vanskeligt ved at læse eller er ordblinde, fortæller jeg dem, at jeg selv har haft svært ved at komme igennem stoffet, men at man godt kan blive en dygtig ergoterapeut, selvom man ikke er typen, der sluger den ene teoribog efter den anden. Man skal bare kæmpe lidt mere, og det kan jeg se er en lettelse for mange at vide. Jeg fortæller dem også, at man godt kan blive en vanvittigt kompetent ergoterapeut, selvom man er introvert, så jeg støtter op om dem, som synes, at det er svært at gå hen og tale med fru Hansen første gang.
Tålmodighed er en dyd som klinisk underviser, men er der studerende, som gang på gang demonstrerer ugidelighed og modvilje, kan tålmodigheden være svær at finde, indrømmer Dorette.
— Jeg har helt klart en længere line over for dem, som viser, at de i det mindste prøver at hænge i. Dem, der fx skyder skylden for manglende viden på skolen, eller ikke tager imod min tredje opfordring til at kontakte studievejledningen. De skal have et større skub fremad, forklarer hun.
Heldigvis er de modvillige et mindretal, og de mange engagerede studerende er dem, der gør rollen så meningsfuld, understreger Dorette.
— Dem, som selv kommer og siger: ”Kunne jeg ikke få lov til…?” eller ”Må jeg være med til…?”. Så er det bare sjovt at være klinisk underviser, og dem lever man højt på længe.
