Præstationsangst, problemer i familielivet eller vaklende tro på sig selv. I sit arbejde som mentor støtter ergoterapeut Iben Møller Iversen ledige i at gennemføre en uddannelse.
Klokken var 04.00, da han vågnede. Uenighederne i eksamensgruppen kværnede rundt i hovedet. Han havde også spist for meget slik, og han ved udmærket godt, at sukker går ud over søvnen, fortæller han, da han sidder i lænestolen overfor Iben Møller Iversen i et lille samtalerum i kælderen under Social- og Sundhedsskolen i Odense.
Han er veltrænet og velformuleret. Bevidst om sine udfordringer. En mand midt i livet, som også er midt i at genstarte tilværelsen efter nogle år som langtidsledig.
— Mit liv har været ligegyldigt ind til nu, og jeg har talt med min fagforening om at få pension. Tænk, at man kan tro så lidt på sig selv. Men du har virkelig haft tålmodighed med mig, siger han til Iben, og sammen får de talt sig ind på udfordringerne.
Hvad kan man gøre i en eksamensgruppe med vidt forskellige ambitioner? Er kravene om at leve 100 procent uden sukker og andre belønninger måske lige lovligt høje? Og hvordan kan man strukturere ugen op til eksamen?
Iben tegner dagene op på et stort stykke papir, og sammen kigger de ugen igennem. Hun spørger, hvor han ser sig selv på en trivselsskala fra 1-10. Trods dårlig søvn og eksamensnerver placerer han sig på et 6-tal, og Iben nikker anerkendende:
— For et par måneder siden lå du på en 2’er.
Manden vil gerne lave en fast aftale med Iben om, at han ikke må spise sukker, indtil deres næste møde. Han lever alene, og har ingen andre at indgå aftaler med, og hun siger ja, men minder ham om, at det er okay, hvis det ikke lykkes 100 procent.
Efter tre kvarter går han videre til næste undervisningstime. Lidt lettere, end da han træt satte sig i stolen. Om kort tid skal han i praktik som pædagogisk assistent. Et fremtidsscenarie, hverken han selv eller andre havde forestillet sig for bare få år siden. Men manden har fået en ny chance, og Iben har som hans mentor hjulpet ham med at få overblik og struktur i løbet af de 2-3 ugentlige samtaler, de har haft, siden han begyndte på uddannelsen.
— Min fornemste opgave i dag var at spejle ham i hans oplevelse af, at det faktisk går godt. Der er kun en uge til eksamen, og han viser overskud. Selvfølgelig er der stadig noget, der forstyrrer, men vi har fået ryddet en masse af vejen og fået prioriteret ressourcerne, siger hun.
Mennesket i centrum
Det er snart to år siden, Iben begyndte som mentor i Odense Kommune som en del af projektet ”Fra ledig til velfærdsmedarbejder”. Hendes opgave er at støtte ledige under uddannelsen til social- og sundhedshjælper, social- og sundhedsassistent eller pædagogisk assistent. Som mentor møder hun både den 50-årige mand, der forlod skolen for mere end tre årtier siden og føler, at det er svært at lære nyt, og den yngre kvinde på 30, som er maksimalt presset af små børn og manglende selvværd.— I undervisningen er der ikke tid til mange individuelle hensyn, men i det her rum har vi fuldt fokus på den enkelte. Her kan vi planlægge i detaljer, hvilke muligheder de har, hvis gruppearbejdet går i hårknude, eller de ikke kan få hverdagen og uddannelsen til at hænge sammen, fortæller Iben.
Nogle elever har læst på universitetet eller været ledere. Andre har ikke åbnet en bog i årevis. Der er dem, som har været ledige i få uger, og dem, der har været uden arbejde i årevis. De er fælles om at ville ud af ledigheden, og Ibens rolle er at ”stå i det samme ringhjørne som dem”, som hun forklarer.
— Som mentor møder jeg dem med anerkendelse og forståelse. Mange kommer til mig bare for at få luftet deres tanker og bekymringer, og når vi så har talt sammen i en halv time, går de herfra og siger tak, fordi jeg lyttede.
Iben var den første mentor i projektet, og hun havde masser af vejledererfaring med sig, fordi hun tidligere har arbejdet som klinisk vejleder på Sygehus Lillebælt i Kolding og i Kolding Kommune. I dag er målgruppen en anden, men det relationelle arbejde og kommunikationen, som Iben elsker ved sit fag, er det samme.
— Som ergoterapeuter er vi vant til at have borgeren i centrum, og det er lige præcis, hvad jeg har her. Jeg ser på det fysiske, psykiske og åndelige, på aktiviteter og egenomsorg, siger Iben, der også fremhæver, at hun bruger teorien om nærmeste udviklingszone i alt, hvad hun gør som mentor.
Og det er ikke bare fagligt, men også personligt, at jobbet giver mening.
— Her skal jeg ikke lave en genoptræningsplan og få et knæ til at virke igen. Det her handler om at få menneskers drømme til at lykkes på en helt anden måde, og jeg føler virkelig, at jeg gør en forskel med mit arbejde.
ER DU ERGOTERAPEUT?
Når ergoterapeuter finder vej til anderledes job, er der både videndeling og inspiration at hente. Her fortæller Iben Møller Iversen, hvordan hun bruger sin faglighed som mentor i Odense Kommune. Arbejder du selv eller din kollega som ergoterapeut i et ualmindeligt job, så skriv til os på redaktionen@etf.dkIben Møller Iversen
Ergoterapeut og mentor
Odense Kommune
Tidlig kontakt
Nye elever får tre obligatoriske samtaler hos en mentor. I den første samtale afdækker Iben elevens fysiske og psykiske sundhed, netværk, motivation og eventuelle barrierer for at kunne gennemføre.— Samtalen handler om at få etableret en relation, så jeg møder dem i en periode, hvor de fleste har overskud. Det gør det nemmere for dem at tage fat i mig, hvis det hele vælter efter fire uger.
Den anden obligatoriske samtale finder sted, når eleven er begyndt i praktik, og den tredje på det afsluttende hovedforløb. Alt sammen for at sikre, at den enkelte trives. I øjeblikket har Iben kontakt til 120 elever. Nogle holder hun ugentlige møder med. Andre ringer eller sender en sms med et spørgsmål, og så er der dem, som ikke har behov for støtte.
— Mange af de elever, jeg møder, er velfungerende voksne, som tit er kloge på sig selv. De har været igennem ledighed og måske stress, så de kender meget til deres egne reaktioner, og de skal bare vide, at vi mentorer er her, hvis de får brug for os, fortæller hun.
Der står en stor pakke Kleenex på bordet i samtalerummet, hvor Iben tager imod eleverne, for der bliver også grædt mange tårer, fortæller hun. Det er ikke altid nemt at gå om i livets skole og finde sin rolle i forhold til lærere, studiekammerater og praktiksted.
Styr på hverdagen
Nogle har svært ved at balancere en hverdag med f.eks. syge børn med studielivet, og ofte laver Iben ugeplaner sammen med eleverne.
— Nogle gange er tankerne som en stor stak klodser i hovedet på dem, når de kommer, men her kan de vælte det hele ud, og så kan vi sammen sætte klodserne på plads i en mere overskuelig orden.
Iben kan også undersøge mulighederne, hvis en elev har problemer med f.eks. at få studie- og privatliv eller økonomi til at hænge sammen.
— Det er ikke altid, de har overskud til det, men der kan jeg finde frem til f.eks. relevante kommunale tilbud eller medarbejdere, som kan hjælpe, og så er der en sten mindre på vejen.
Hjælp til eksamen
Stress eller uro før eksamen fylder hos mange elever, og sammen med de andre mentorer holder Iben oplæg om f.eks. eksamensforberedelse, hvor noget så simpelt som vejrtrækningsøvelser kan gøre en forskel, fortæller hun.Der kan være mange grunde til, at det kan være svært at huske og forstå stoffet.
— I går talte jeg med en lidt ældre kvinde, hvis ægtefælle er syg, og hun kunne ikke forstå, at hun ikke var lige så hurtig til at lære som de yngre studerende.
Iben talte med kvinden om, hvornår ens ”læringsvindue” står åbent. Hvornår kan man åbne det på vid gab, så der kan komme noget nyt ind, og hvornår er det lukket?
— Sådan et konkret billede kan hjælpe til at forstå, at det måske ikke er klokken 21.00 om aftenen, at man skal læse, og kvinden skulle — qua sin alder og livssituation — også regne med, at det var lidt sværere for hende at åbne læringsvinduet, siger Iben, der bruger visuelle hjælpemidler og metoder i sit arbejde.
På tavlen i samtalerummet har hun f.eks. ofte tegnet stien med det høje græs, som man er nødt til at træde ned mange gange, før det bliver let at bevæge sig fra A-B.
— Det gør det lettere at forstå, hvorfor det er svært lige nu, og sådan et billede kan de også bruge, når de f.eks. oplever, at noget er svært i praktikforløbet.
Som ergoterapeuter er vi vant til at have borgeren i centrum, og det er lige præcis, hvad jeg har her. Jeg ser på det fysiske, psykiske og åndelige, på aktiviteter og egenomsorg
Graduerer aktiviteter
Lige inden frokost dukker et smilende ansigt op i døren til samtalerummet. Kvinden har været seks år i Danmark, og hun undskylder sit danske sprog, som dog er lige så let og perlende som humøret. Hun fortæller, at hun altid har drømt om at uddanne sig, men at det ikke var en mulighed i hendes hjemland. Nu har hun tre børn, som hun gerne vil være rollemodel for. Det er tre uger siden, hun begyndte på uddannelsen, og det er hendes første mentorsamtale.Iben spørger til motivation, barrierer og netværk, og det viser sig, at kvinden her og nu kun har ét behov, som mentoren kan hjælpe hende med: Hun skal lære at cykle, for som social- og sundhedsassistent skal man kunne transportere sig rundt. Iben og kvinden aftaler at starte cykeltræning allerede ugen efter på parkeringspladsen bag skolen. Skolen har lave cykler med brede dæk, så kvinden kan få en sikker start.
— I sådan et arbejde trækker jeg helt naturligt på min viden om aktiviteter og graduering, tilføjer Iben.
Succesen vokser
Siden Iben begyndte i den nyoprettede stilling, er mentorordningen blevet så stor en succes, at de i dag er seks fuldtidsansatte, og snart skal der ansættes to mere. Teamet består udover Iben af endnu en ergoterapeut, en fysioterapeut, to socialrådgivere og en psykoterapeut.Skolen er begejstret for de mange nye elever, politikerne er glade for færre ledige og flere fremtidige medarbejdere, og evalueringer viser, at også eleverne er ovenud tilfredse med ordningen.
Men hvordan skal det gå med manden, der lige nu er vant til 2-3 ugentlige samtaler hos Iben for at klare uddannelsen og livet i øvrigt? Hvad sker der, når han ikke længere skal lave ugeplaner i samtalerummet og indgå aftaler med Iben om at holde sig sukkerfri? Iben nikker til spørgsmålet.
— Den tvivl havde vi mentorer også i starten, men vi kan se, at antallet af samtaler falder, jo længere eleverne når i uddannelsen, og det giver os en tro på, at vi har givet dem nogle redskaber, som de kan bruge og tage med videre. Både når de skal i praktik, og når de kommer ud og får et job bagefter, forklarer hun.
Det er blevet frokost. Over middag venter to samtaler. Den ene er en opfølgning på en elev, som i sidste uge var meget ked af det og har høje krav til sig selv, samtidig med, at der er flere ting på hjemmefronten som kræver energi. Derfor var hun blevet i tvivl, om det overhovedet var den rette livsvej at vælge for hende. Den næste i samtalerækken vil gerne have konkrete fif til at gå til eksamen. Begge dele klarer Iben.
— Det kan godt være, at de sætter sig her i stolen med en følelse af kaos, men når de går herfra, skal vi sammen have givet dem en følelse af kontrol.
En mentor gør forskellen
En evaluering af mentorordningen i projektet ”Fra ledig til velfærdsmedarbejder” viser, at:
• 86 procent af eleverne føler, at en mentor støtter op om deres uddannelsesforløb ”i meget høj grad” eller ”i høj grad”
• 72 procent af eleverne oplever, at indholdet af mentorsamtalerne ”i meget høj grad” eller ”i høj grad” er relevant for dem
• 68 procent af eleverne svarer, at en mentor ”i meget høj grad” eller ”i høj grad” har gjort en forskel for deres trivsel på grundforløbet
• 64 procent oplever, at mentoren ”i meget høj grad” eller ”i høj grad” har støttet dem i at få en bedre balance mellem deres privatliv og uddannelsen
• 52 procent svarer, at en mentor ”i meget høj grad” eller ”i høj grad” har haft betydning for deres gennemførelse af grundforløbet.
Fra ledig til velfærdsmedarbejder
• Målet med projektet ”Fra ledig til velfærdsmedarbejder” er at hjælpe ledige ind på arbejdsmarkedet og sikre flere velfærdsmedarbejdere.
• Eleverne bliver rekrutteret gennem jobcenteret, og undervejs i uddannelsen får de mentorstøtte og voksenelevløn.
Mentoren hjælper f.eks. eleverne med
• Eksamens- og præstationsangst
• Belastninger i familien
• Konflikter – med f.eks. lærere eller i gruppearbejde
• Manglende selvværd
• Strukturering af uddannelse og privatliv.