Certificering gav større faglig sikkerhed

Dato: 27. august 2024
Forfatter: Susanne H. Knudsen
Fotograf: Charlotte Dahl

Sidste år fik Malene Juul Hylle som den første det blå stempel som "certificeret kliniker" i lungeergoterapi under Ergoterapeutforeningens specialistordning. I dag går hun til sine arbejdsopgaver med en langt større bevidsthed, og hun er blevet bedre til at sætte ord på sin faglighed.

Den røde tråd i ergoterapeut Malene Juul Hylles arbejdsliv er lungeområdet. Hun har taget enkelte afstikkere, siden hun i 2006 blev uddannet, men er altid vendt tilbage til lungespecialet. Da Ergoterapeutforeningen sidste år åbnede for et nyt fagområde under specialistordningen, var Malene Juul Hylle derfor ikke i tvivl. Det var tid til at få anerkendt den viden og erfaring, hun gennem årene har opbygget, og hun søgte derfor om at blive godkendt som certificeret kliniker i lungeergoterapi. 

- Lungeområdet er et nicheområde inden for ergoterapifaget, men jeg oplever, at det virkelig er et område, hvor vi kan gøre en forskel, særligt i forhold til energiforvaltning. For mig er det derfor både en personlig blåstempling og en faglig anerkendelse af mit arbejde at blive certificeret kliniker. Samtidig synes jeg, at det er vigtigt, at vi ergoterapeuter specialiserer os, fordi det er med til at synliggøre, hvad vi bidrager med – både over for os selv og i forhold de faggrupper, vi samarbejder med, understreger hun. 

Fra udvikling til den nære patientkontakt

Til daglig arbejder Malene Juul Hylle som specialeansvarlig ergoterapeut i Fysio- og Ergoterapien på Regionshospitalet Horsens. Her er hun efter et par år med primært fokus på udviklingsopgaver netop vendt tilbage til den nære patientkontakt. På et akuthospital som Horsens, hvor patienterne kun er indlagt i kort tid, betyder det, at Malenes Juul Hylles arbejdsopgaver består i at vurdere patienternes funktionsevne og deres behov, når de udskrives, bl.a. i forhold til hjælpemidler og genoptræningsplaner. Derudover løser hun løbende udviklings-, kvalitetssikrings- og formidlingsopgaver.

- Vi har generelt et stort fokus på dagligdagsaktiviteter og lægger vægt på at se patienterne udføre daglige aktiviteter og tale med dem om aktivitet, selvom vi ikke har megen tid med dem. På lungeområdet er vi særligt opmærksomme på, hvordan patienterne håndterer åndenød under aktivitet, fortæller hun.

Er du også specialist?

Tavs viden 

Malene Juul Hylles hverdag på hospitalet er travl. Alligevel tøvede hun ikke med at kaste sig ud i den dokumentationsproces, det kræver at blive certificeret kliniker. I hendes tilfælde begyndte arbejdet endda med 20 timers supervision, fordi hun måtte erkende, at hun ikke havde dokumentation for den supervision, hun gennem årene løbende havde fået. Men de ekstra supervisionstimer viste sig at være godt givet ud.

- Det var utroligt lærerigt og udviklende med de drøftelser om faglighed, der opstod undervejs. Jeg er simpelthen blevet skarpere på min monofaglighed, siger hun. 

Samtidig fik dokumentationsprocessen hende også til at genopfriske teorierne på lungeområdet, og det skærpede hendes faglighed yderligere og bragte tavs viden frem. 

Jeg har lært meget om min egen faglighed. Det har været både lærerigt og udviklende.

En større faglig bevidsthed 

I dag er en ændret mailsignatur et synligt bevis på, at Malene Juul Hylle kan kalde sig specialist på sit område. Til gengæld har hendes arbejdsopgaver ikke ændret sig; hun har stadig patientkontakt og løser udviklings-, undervisnings- og kvalitetssikringsopgaver på blandt andet hjerte- og lungeområdet. Men hendes tilgang til arbejdet er en anden. 

- Jeg løser opgaverne med en større bevidsthed, og er også blevet mere opmærksom på de ord, jeg bruger i det daglige arbejde. Det gælder særligt i forhold til patienter og pårørende, men også i det tværfaglige samarbejde. Samtidig har jeg i højere grad fået fokus på at oversætte de energibesparende metoder til konkrete handlinger og kun at give max. tre individuelt tilpassede råd fremfor mange råd, fordi patienterne har svært ved at huske dem alle. Hvis en patient fx har et mål om selv at kunne gå de 15 meter ud på badeværelset, kunne et konkret råd være at placere en stol halvvejs, så der er mulighed for en pause undervejs.

Malene Juul Hylles råd til alle, der overvejer at søge om at blive specialistgodkendt, er derfor også klart:

- Gør det. Det er en lærerig proces, smiler hun og tilføjer:

- Men sæt god tid af til ansøgningsprocessen.

Jeg løser opgaverne med større bevidsthed, og er også blevet mere opmærksom på de ord jeg bruger i det daglige arbejde.

Om Malene Juul Hylle

  • Uddannet ergoterapeut i sommeren 2006.
  • Færdiggjorde i 2019 en master i humanistisk sundhedsvidenskab og praksisudvikling på Aarhus Universitet.
  • Ansat på Regionshospitalet Horsens siden december 2006.
  • Er i dag specialeansvarlig ergoterapeut på hjerte- og lungeområdet. 
  • Næstformand i Ergoterapifagligt Selskab for Lungerehabilitering, formand for specialistnævnet i lungeergoterapi og medlem af Specialistrådet i Ergoterapeutforeningen.
  • Blev i 2023 som den første ergoterapeut certificeret kliniker i lungeergoterapi.