Arbejdsmiljø arbejdsmiljø arbejdsmiljø 

Dato: 28. januar 2022
Forfatter: Helle Jung
Fotograf: Martin Bubandt

June Halvorsen er med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsmiljø ved på bedste ergoterapeutmanér at gå ned i de mindste detaljer. Og hun er vild med det. – Det kan gøre en stor forskel, om der står ”skal” eller ”bør” i en bekendtgørelse, og selv om jeg ikke har hands on i traditionel forstand, går der ikke en dag, hvor jeg ikke bruger min ergoterapeutfaglighed, fortæller hun. 

Mødelokale 8 i HK’s hovedkvarter i den nybyggede del af Islands Brygge i København er lige præcist stort nok til et rundt bord og fire stole, men June Halvorsen er af en statur, der kan klemmes ind de fleste steder. Til gengæld fylder hendes ord hurtigt lokalet, for kimen til hendes interesse for arbejdsmiljø blev lagt længe før, hun anede, hvad en ergoterapeut var. 

— Jeg var ikke særligt interesseret i at gå i skole derude på Vestegnen, hvor jeg voksede op. Jeg var mere sådan en, der skulle røre og gøre, så efter 10. klasse kom jeg i lære som guldsmed. Men det havde jeg mildt sagt ikke talent for, siger June Halvorsen og fortæller om en oplevelse hos guldsmeden, der alligevel blev definerende for hendes arbejdsliv. 

Da hun stod og valsede guld, fik en valse fat i hendes alt for store handsker. Før hun fik slukket for den uafskærmede maskine, fik valsen fat i hendes pegefinger, der stadig er synligt skæv. En af de andre ansatte nævnte, at det skulle meldes til Arbejdstilsynet som en arbejdsskade, men det skete aldrig, og June Halvorsen blev heller aldrig guldsmed. Men hun var blevet smerteligt klar over, at man kan komme til skade, når man går på arbejde.

Senere fik hun job som servicestøber hos Royal Copenhagen. Det var hårdt at sidde på en træstol, der ikke kunne indstilles, og tungt at løfte stålkanden med flydende porcelænsmasse over gipsforme til bl.a. kaffekander. Men det gjorde indtryk på hende, at sikkerhedsrepræsentanten ind imellem kom forbi for at se, hvordan det gik.

De to oplevelser blev definerende for hendes arbejdsliv. At det blev som ergoterapeut, at hun kom til at arbejde med arbejdsmiljø, viste sig først efter flere omveje. Men da hun en søndag bladrede i Politikens ”Hvad kan jeg blive”, stod det der: Ergoterapeut.

— Det var især beskrivelsen af den fysiske del af faget, der tiltalte mig. At man kunne bruge sin krop i aktiviteter med de mennesker, man arbejder med. Og at man kunne komme i praktik hos arbejdsmiljørådgivere. Det gik rent ind.

ER DU ERGOTERAPEUT?

Når ergoterapeuter finder vej til anderledes job, er der både videndeling og inspiration at hente. I artiklen her fortæller June Halvorsen, hvordan hun bruger sin faglighed til at præge rammerne for fremtidens arbejdsmiljø. Arbejder du selv eller din kollega som ergoterapeut i et ualmindeligt job, så skriv til os på redaktionen@etf.dk

June Halvorsen

Ergoterapeut
Arbejdsmiljø- og samarbejdskonsulent i HK Privat
june.halvorsen@hk.dk

Stolt af at være ergoterapeut

— Mit fokus har hele tiden været arbejdsmiljø. Det er det, der er spændende for mig. Men jeg er også bare så pissestolt af at være ergoterapeut. Jeg tror, det handler om, at man simpelthen bliver et bedre menneske, fordi faget styrker ens indlevelsesevne og empati. At være ergoterapeut handler om at kunne sætte sig ind i, hvordan det er at være en anden.

Efter uddannelsen var June Halvorsen omkring et job som børneergoterapeut, men da der en dag blev slået en stilling op i Arbejdstilsynet, måtte hun bare søge, og siden har hun ikke været i tvivl om, hvorvidt hun er landet på rette hylde.

— Hos Arbejdstilsynet mødte jeg så mange mennesker, og så så mange forskellige arbejdspladser - ind imellem også nogle virkeligt hårde forhold. Jeg er blandt andet ret stolt af at have været med til at sænke vægtgrænsen for cementsække fra 40 til 20 kg.

Efter en periode som bl.a. selvstændig arbejdsmiljøkonsulent og arbejdsmiljøkonsulent i Dansk Byggeri landede hun i 2013 som arbejdsmiljø- og samarbejdskonsulent i HK Privat, hvor der ikke er meget cement, men til gængæld en hel del vejledninger og bekendtgørelser, som hun sætter sit præg på.

Hun sidder med ved bordet, når der er trepartsforhandlinger, og er i det hele taget med til at præge rammerne for arbejdsmiljøet.

— Det kan gøre en stor forskel, om der står ”skal” eller ”bør” i en bekendtgørelse. Detaljerne betyder noget. Det samme gælder, hvis jeg som samarbejdskonsulent for eksempel hjælper arbejdspladser med at etablere et samarbejdsudvalg og få dem godt i gang. Der træder min faglighed som ergoterapeut også til, for her handler det om at fornemme, hvem de er, og hvad lige præcis de har brug for. Og det gør man blandt andet ved at lægge mærke til de små detaljer, eksempelvis hvilke ord de bruger, forklarer hun.

En anden konkret arbejdsopgave er at bidrage til at skabe et bedre arbejdsmiljø for medlemmer af HK Privat, for eksempel ved hjemmearbejde. Men ellers går meget af June Halvorsens tid med at samarbejde med arbejdsgiverorganisationer, blandt andet via BrancheFællesskabet for Arbejdsmiljø (BFA). 

— Der er vi i gang med et vejledningsmateriale om muskelskeletbesvær til brug på virksomhederne, hvor vi så enkelt som muligt forsøger at vise, at det er et komplekst emne. Udgangspunktet for sådan en opgave er en bekendtgørelse, altså lovgivningen for området, som vi har gennemtygget, og så handler det om at udvikle et brugbart værktøj ud fra den viden og erfaring, vi i øvrigt har på feltet. 

Et andet eksempel er et projekt om hybridarbejdspladser, som Dansk Industri har spurgt, om HK Privat vil medvirke i.

— Min nærmeste samarbejdspartner, der er også ergoterapeut, og jeg tror, at det kan blive det fedeste vejledningsmateriale. Det er endnu helt nyt, men skal handle om arbejdsmiljøet for den del af ens arbejde, der ikke lige udføres på selve arbejdspladsen eller hjemmearbejdspladsen, men for eksempel i borgeres egne hjem, hos kunder eller i andre virksomheder, fortæller June Halvorsen.

På spørgsmålet, om hun en dag vender tilbage til et traditionelt ergoterapeutjob, er svaret et klart nej.

— Jeg har aldrig fortrudt mit mål om at arbejde med arbejdsmiljø. Jeg holder meget af mine konkrete opgaver i afdelingerne og oplæg på virksomheder. Det handler om, hvad der betyder noget for de enkelte medlemmer, og hvad de har brug for.

I HK Privat er hun embedsmand i en stabsfunktion og som sådan sidder hun også med i et udvalg under Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), der beskæftiger sig med problemer med nedslidning. Samtidig er hun som ergoterapeut også selv fagpolitisk aktiv som både bestyrelsessuppleant i Ergoterapeutforeningens Region Øst og i Ergoterapifagligt Selskab for Ergoterapeuter i Arbejdsliv.

— Jeg søger indflydelse, hvor det er realistisk, som hun siger.

June Halvorsen ville ønske, at flere ergoterapeuter søgte ind i rollen som arbejdsmiljøkonsulent. I hendes øjne er det afgørende, at ergoterapeutuddannelsen - som den eneste på bachelorniveau - fortsat har arbejdsmiljø som et selvstændigt modul. 

— Ergoterapeuter kan gå direkte ind og varetage job som arbejdsmiljøkonsulenter uden oplæring, fordi vi kender til betydningen af belastninger af kroppen og bevægeapparatet. Selv om jeg ikke i mit job har hands on i traditionel forstand, går der ikke en dag, hvor jeg ikke bruger min ergoterapeutfaglighed.

June Halvorsen siger farvel i den store foyer, der rækker hele vejen op gennem bygningen. Selv skal hun til anden sal, hvor hun fra sit kontor kan se ud over Københavns gamle voldanlæg mod Christiansborg, hvor rammerne for arbejdsmiljølovgivningen bliver sat, når hun og resten af arbejdsmarkedets parter har givet deres besyv med.

— Det er da egentlig ret godt gået af June fra Brøndbyøster, der ikke gad at gå i skole, ler hun, før hun forsvinder op ad trappen.