På caféen Claudis Have i Lemvig arbejder Bente Romby Steensen på at genrejse håbet hos en gruppe mennesker, der har været afprøvet, opgivet eller slet og ret har mistet troen på, at de er noget værd på arbejdsmarkedet.
“Sunshine on a Claudi day” står der med hvide typer på cafémedarbejderens sorte T-shirt, og selvom himlen over Lemvig er grå, er der masser af solstrålehistorier her i den røde bygning på et hjørne i byens gågade.
For selvom det udefra ligner enhver anden café, har Claudis Have en anden mission end blot at servere sandwich og sælge økologiske specialiteter.
Størstedelen af medarbejderne er i arbejdsprøveforløb eller praktik. De kommer via jobcenteret og er ramt af alt fra psykiske lidelser til KOL. Fælles for dem er, at de har brug for at være i beskyttede rammer, og her på Claudis Have kan de få testet, om benene igen kan bære på arbejdsmarkedet.
— Jobcenteret vil sige, at vi træner folk mod maksimal arbejdsevne, hvilket vi også gør, men jeg begynder nok et lidt andet sted, siger lederen af Claudis Have, ergoterapeut Bente Romby Steensen, med et smil, da hun tager imod.
— Jeg tror, at der, hvor vi gør den allerstørste forskel, er i vores tilgang til de mennesker, der kommer her. Vi ser dem. Vi anerkender dem, også hvis de kun kan arbejde to timer. Jeg har mødt flere, som har sagt, at der ikke tidligere er blevet talt til dem, som vi gør — og ikke et ondt ord om jobcentrene, men de opererer efter stramme regler og retningslinjer, som gør deres indsats anderledes end vores, siger Bente Romby Steensen.
Hun møder mange, som har været igennem den ene arbejdsprøvning eller praktik efter den anden, men har måttet stoppe, uden at nogen rigtig har fundet ud af, hvad deres problem er.
— Til sidst mister de troen på, at de kan bruges til noget, og at det nytter at kæmpe. For nogle er det 13-ugers forløb i Café Claudis Have et sidste forsøg inden en pension. Andre har fået tilkendt en førtidspension og oplever, at der pludselig ikke er nogen, der forventer noget som helst af dem, men her kan de gøre en forskel, forklarer Bente og viser gennem cafeen.
Fra førstesalen dufter der af nybagt brød, og det lille køkken myldrer af mennesker, der er ved at hakke kål og tilberede en velvoksen flæskesteg, så den kan være klar til udbringning til byens værested ved frokosttid. En af medarbejderne har ADHD. En anden har slidt sin krop op som slagterimedarbejder, mens en ung pige har svære kognitive udfordringer. Alle har de et mål i dag. De snitter, ælter, ekspederer, tager telefoner eller henter og leverer varer.
— Jeg har mødt mennesker, som hele livet har været vant til at kigge ned i jorden, men som fortalte, at de for første gang var blevet hilst på i gågaden, fordi de var blevet genkendt som en medarbejder fra caféen. Andre får ved kassen ros af kunderne, og sådan en positiv feedback går lige ind, når man ikke er vant til ret meget anerkendelse.
Bente Romby Steensen
Ergoterapeut, leder af Claudis Have, støttecenter Vasen og Det Sociale Pitstop (åben rådgivning)
Lemvig Kommune
Café Claudis Have
- Etableret i 2007.
- Beskæftiger 15-20 mennesker, der er i arbejdsprøveforløb, og ca. tre fuldtidsansatte samt en håndfuld frivillige.
Tilpasse udfordringer
Vi fortsætter op ad trappen til førstesalen og passerer kontor, bageri og det personalerum, hvor alle medarbejdere netop har drukket formiddagskaffe.
— Vi vil signalere ligeværd og anerkendelse, og derfor har vi samme T-shirt, fælles kontor og samme toilet. Alle skal have en følelse af at høre til og kunne bruges til noget, siger Bente Romby Steensen.
Fra hun træder ind i caféen om morgenen, har hun ”konstant sine ergoterapeutiske briller på”, som hun udtrykker det.
— Jeg skal vurdere ressourcer og funktionsevne hos dem, der er mødt ind. Hvem kan jeg sætte til hvad? Hvilken plan skal jeg have for dem hver især? Hvor meget kan jeg udfordre dem? Og hvordan skal de have opgaverne præsenteret?
For når menukortet siger kyllingesuppe, så skal der laves suppe, men hvad gør man, når kokken er syg? Hvem kan løfte hvilke opgaver? Og har nogen brug for at trække sig tilbage med opgaver på førstesalen? Kunsten er at finde og tilpasse udfordringer, så man udfordrer i trygge rammer.
— Vi snakker meget NUZO, og vi kan graduere opgaverne på mange måder, men vi har også en drift og fokus på ressourcer, siger Bente Romby Steensen, der oplever, at der i mange år i beskæftigelsesindsatsen har været fokus på begrænsninger, diagnoser og problemer.
— Men hvis man kan begynde et andet sted, er det min erfaring, at folk vokser.
Hun fortæller om en ny medarbejder, en ung pige, som har voldsom angst. Hende kunne man derfor få stor trang til fx at skåne for kunder.
— Men allerede i vores første samtale kunne jeg mærke, at jo mere vi snakkede om varer og butik, jo mere lys i øjnene fik hun. Derfor foreslog jeg, at hun startede i periferien af cafeen med nogle opgaver, hvor hun ikke skulle betjene kunder. Så kan hun lave en café latte, som en anden så serverer, og på et tidspunkt når hun måske til selv at gå ud blandt kunderne. Det handler om at bygge på folks ressourcer og gnist, og hvis jeg satte hende til at lægge vasketøj på plads på første sal, ville hun kede sig i ihjel.
Fælles metode
Siden begyndelsen i 2007 har der været to ergoterapeuter i Claudis Have, og i dag er de tre, der deler deres timer mellem caféen og andre kommunale tilbud. Derfor er det naturligt at arbejde aktivitetsfokuseret, fortæller Bente Romby Steensen:
— Vi bruger aktiviteter, lige fra vi afdækker medarbejdernes funktionsniveau, til vi sætter mål i forhold til, hvad medarbejderen gerne vil blive i stand til at kunne, og driften af cafeen er jo den aktivitet, der er omdrejningspunkt for alt vores arbejde.
Men selvom den ergoterapeutiske faglighed dominerer, var det i de første mange år en udfordring at finde metoder til at arbejde systematisk med jobafklaring og -træning, forklarer Bente Romby Steensen:
— Vi lever i en tværfaglig verden, og det er svært kun at være udstyret med monofaglige redskaber, som man skal være certificeret for at bruge, når man har en medarbejdergruppe, der består af en kok, en social- og sundhedsassistent og tre ergoterapeuter, der alle sammen skal kunne lave arbejdsprøvninger og træningsforløb. Nogle af vores monofaglige redskaber som ergoterapeuter er omfattende at anvende i en hverdag, hvor du også skal drifte og kun lige har en halv time til rådighed, for her har vi både en forretning og en social del at passe.
Derfor indledte hun et samarbejde med psykolog og direktør i PsykologCentret i Viborg og Skive, Lene Metner, der er ophavskvinde til den såkaldte KRAP-metode, om at målrette metoden til beskæftigelsesområdet. KRAP står for Kognitiv Ressourcefokuseret og Anerkendende Praksis, og selvom der oprindeligt er tale om en pædagogisk tilgang, flugter den med den ergoterapeutiske faglighed, oplever Bente Romby Steensen:
— KRAP-tænkningen rammer fuldstændigt ned i ergoterapeuters måde at arbejde på. En af mine kæpheste er, at vi kan så meget som ergoterapeuter, men der går ikke noget fra os ved at bruge en metode, der gør det muligt at arbejde sammen med fx en kok, og der er en kæmpe faglig stolthed i at bruge alt det gode, vi kommer med som ergoterapeuter, sammen med noget andet, så alle medarbejdere har en chance for at være med.
Efter flere års udviklingsarbejde mellem Claudis Have og PsykologCentret var hun i 2024 med til at udgive bogen ”KRAP i job”. Målet er at kvalificere jobafklaringen, så man møder mennesker på kanten af arbejdsmarkedet med værdighed, høj faglighed og et positivt menneskesyn.
— Menneskesynet i KRAP har fokus på ligeværd og ressourcer og stemmer godt overens med ergoterapien, og flere af redskaberne supplerer vores ergoterapeutiske værktøjer godt. Fx ressourceblomsten, der stiller skarpt på den enkeltes ressourcer og potentialer, siger Bente Romby Steensen, der glæder sig over, at cafemedarbejderne nu har et fælles fagligt afsæt.
KRAP i job
- Bogen ”KRAP i job” giver en introduktion til, hvordan man kan arbejde systematisk med jobafklaring og jobtræning med borgere, der står uden for arbejdsmarkedet.
- Udgivet på forlaget Dafolo.
- Skrevet af Lene Metner, Bente Romby Steensen og Camilla Bach.
En ny begyndelse
Café Claudis Have er på mange måder en solstrålehistorie, men der har været modgang. Caféen er på det kommunale budget med en forventning om vis omsætning, så man er afhængig af politisk velvilje med alt hvad det giver af usikkerhed.
Men cafeen er her endnu.
Medarbejderne svirrer ind og ud mellem cafebordene i deres sorte T-shirts med brede smil. I en rolig krog pakker en ung pige småkager i cellofanposer, og i køkkenet spreder duften af kyllingesuppe sig. Ting lykkes. Stemningen stiger. Alle løfter sammen.
— Vores fornemmeste opgave er at give folk en ny begyndelse. Og efter at de har været her, har de som oftest fået en afklaring, så det er tydeligere, hvad de skal videre til. Nogle gange er det fleksjob — andre gange ordinært arbejde, men uanset hvad, tager de forhåbentlig videre med en følelse af at kunne noget, siger Bente Romby Steensen.
Udenfor klarer det op. Der er lys over Claudis Have — selv på en overskyet dag.
