Fredag og lørdag har regeringen landet økonomiaftaler med både kommunerne og regionerne. Dermed er rammen for økonomien for vores velfærd og sundhedsvæsen for det næste år nu faldet på plads.
- Både regioner og kommuner har gentagne gange råbt højt efter flere penge til de seneste års økonomiforhandlinger med regeringen. Der er behov for at investere i vores sundhedsvæsen, og i kommunerne er velfærden spændt hårdt for. Dermed er der med rette blevet råbt højt, og derfor var der brug for en kursændring. Den er kommet, og det kan man kun være glad for, siger Tina Nør Langager, formand for Ergoterapeutforeningen.
Et tiltrængt løft
I aftalen gives der 3,4 milliarder kroner mere til velfærd i kommunerne, hvoraf 546 millioner kroner er øremærket til kvalitetsforbedringer i ældreplejen.
Det skal blandt andet finansieres ved, at der bliver fjernet 1.000 årsværk i den statslige administration. Derudover skal kommunernes egne udgifter til administration nedbringes med 242 millioner kroner i 2025. Det reelle løft af kommunernes serviceramme er altså 3,2 milliarder kroner i 2025.
I regionerne bliver sundhedsområdet samlet set løftet med 1,95 mia. kr. i 2025 i forhold til i 2024. Herudover bliver der givet 600 mio. kr. ekstra til regionerne allerede i år.
Stor tilfredshed
Både Danske Regioner, Kommunernes landsforening og regeringen er meget tilfredse med aftalerne og finansminister Nicolaj Wammen kalder løftet af kommunernes økonomi for det største i 15 år.
Samlet betyder det, at flere penge kommer ud til borgerne i sundhedsvæsenet og i velfærden, men hvordan de reelt kommer til at kunne mærkes, vil tiden vise.
- Der er ingen tvivl om, at pengene falder på et tørt sted. Alt for mange steder har man mærket besparelser i velfærden og i sundhedsvæsenet, og der er skåret helt ind til benet langt de fleste steder. Nu er det op til kommuner og regioner, hvordan pengene skal fordeles, så man kan ikke forvente at mærke forbedringer alle steder. Men jeg håber først og fremmest, at kommuner og regioner vil stoppe afskedigelser på baggrund af besparelser, siger Tina Nør Langager og fortsætter:
- Og så er det vigtigt, at den økonomiske saltvandsindsprøjtning ikke er en engangsforestilling. Hvis vi for alvor vil et kursskifte og prioritere vores velfærd, så skal de gode takter fortsætte år efter år for at rette op. Men lige nu er vi tilfredse.