Rehabilitering og palliation
rykker i centrum i Kræftplan V

Dato: 27. maj 2025

Ergoterapeutforeningen hilser den nye Kræftplan V. velkommen med stor tilfredshed. For første gang får både rehabilitering og palliation en central placering i kræftindsatsen – en udvikling, der vækker glæde i foreningen.

– Kræftpakkerne har været en ubetinget succes. Det er derfor meget positivt, at Kræftplan V nu sætter systematisk fokus på rehabilitering og på at hjælpe patienter med at genfinde en meningsfuld hverdag. Som fag står vi allerede fagligt stærkt på et fundament af forskning inden for livet med og efter kræft, og der er også stort potentiale for mere ergoterapi på senfølge-klinikkerne, siger Tina Nør Langager, formand for ETF.

Fire hovedspor skal løfte indsatsen
Den nye kræftplan skal sikre, at patienter ikke blot overlever kræft – men også lever godt med og efter sygdommen. Hele 36 initiativer fordelt på fire indsatsområder skal styrke kræftområdet markant:

Et bedre liv med og efter kræft
Flere danskere overlever kræft i dag, men mange lever videre med både fysiske og mentale senfølger. Her skal den nye plan gøre en forskel. Regeringen vil blandt andet:

  • Oprette senfølgeklinikker med ensartede tilbud på tværs af landet
  • Styrke den palliative og lindrende indsats
  • Sikre adgang til bedre præ- og rehabiliteringstilbud

Kræftforløb, der tager højde for den enkelte
Kræftpatienter har forskellige behov. Det kræver fleksible forløb og inddragelse i beslutningerne. Regeringen vil:

  • Videreudvikle kræftpakkerne
  • Give screeningsprogrammerne et serviceeftersyn
  • Sikre, at patienten involveres i hele forløbet

Forebyggelse skal give flere kræftfrie leveår
Særligt børn og unge skal beskyttes bedre mod faktorer, der øger kræftrisikoen – som tobak, solarier og usunde fødevarer. Tiltagene omfatter:

  • Aldersgrænse på 18 år for solariebrug
  • Færre salgssteder for tobak og nikotinprodukter
  • Strammere regler for markedsføring af usunde fødevarer til børn

Kvaliteten i kræftbehandlingen skal op
Danmark skal fortsat være i front, når det gælder kræftbehandling. Derfor er kvalitet og innovation i fokus. Planen indebærer bl.a.:

  • Øget brug af kunstig intelligens og ny sundhedsteknologi i behandlingen

Læs mere om Kræftplan V på Sundhedsministeriets hjemmeside: 36 initiativer skal sikre patienter et bedre liv med og efter kræft