Fremfærd Sundhed og Ældre har i projektet ”Rehabilitering 2.0. – Mad og måltider” haft fokus på kommunernes rehabiliterende indsats med vægt på borgerens livskvalitet og det meningsfulde liv i projektet ’Rehabilitering 2.0 – Mad og måltider’. Det er sket i samarbejde med Ergoterapeutforeningen og KL.
Kommunernes arbejde med det nye rehabiliteringsbegreb, som hvidbogen fra 2022 lægger op til, skal have blik for civilsamfundet, frivillige kræfter som medskabere af nærende fællesskaber og som værn mod ensomhed.
Derfor har Fremfærd Sundhed og Ældre gennem det seneste halvandet år haft KL og ETF i projektledelsen i projekt: Rehabilitering 2.0. – Mad og måltider.
Projektet har haft til formål at videreudvikle den kommunale rehabiliteringsindsats i forhold til mad og måltider. Indsatsen har fokuseret på at gøre borgerne selvhjulpne, men samtidigt bruge måltidet til at styrke funktionsevnen, de sociale relationer og skabe livskvalitet –fx ved at se på, hvordan evt. civilsamfundet i højere grad kan indtænkes undervejs.
Tina Nør Langager, formand i ETF, siger:
- Ergoterapeutforeningen har været primusmotor for projektet med fokus på måltidets flerdimensionelle rehabiliterende formål. Projektet har i høj grad haft til formål at omsætte den nye hvidbog om rehabilitering til praksisorienterede indsatser i kommunerne. Det synes jeg, at der er kommet et fint udkomme af. Men jeg ønsker mig også, at vi får endnu stærkere fokus på rehabiliteringspotentialer, da det er godt for borgerne, medarbejderne – og for økonomien. Det håber jeg, at blandt andet dette projekt kan være med til at skabe og give inspiration til flere.