Et rekordantal ergoterapeuter har stemt om de nye offentlige overenskomster og med et markant JA som resultat. Ergoterapeuternes stemmer indgår i den samlede stillingtagen i hovedorganisationen AC, hvor det efter endt stemmeindmelding fra alle organisationer også er et samlet JA til OK24. Dermed har du nu fået en ny overenskomst, hvis du er ansat i en kommune, region eller staten.
97% af de medlemmer af Ergoterapeutforeningen, der har stemt om OK24, har stemt ja. 2% stemte nej, mens 1% stemte blankt. Stemmedeltagelsen var 49% og dermed en del højere end ved OK21, hvor stemmeprocenten var 38,5% og i det hele taget den højeste stemmedeltagelse nogensinde.
I ETF sætter man pris på medlemmernes tydelige signal, som har stor værdi for foreningens videre arbejde for medlemmernes løn- og ansættelsesvilkår, og man er naturligvis begejstret for den rekordhøje stemmeprocent.
- Det er en stor styrke, at medlemmerne står bag OK-resultatet. Hovedbestyrelsen anbefalede et ja til resultatet, og jeg er glad for, at så mange medlemmer ikke alene deler vores vurdering, men også aktivt har stemt. Lige fra kravindsamling til det afstemningsresultat vi nu står med, har medlemmerne udvist både engagement og tillid. Tak for dette, siger Tina Nør Langager, formand for ETF, og fortsætter:
- Med OK24-resultatet forbedres ergoterapeuternes løn betydeligt i både kommunerne, regionerne og staten og giver nogle helt nye muligheder for fleksibilitet i løbet af arbejdslivet. Forligene rummer også høje pensionsstigninger til alle og ikke mindst nyskabelsen med en opsparingskonto, der giver individuel frit valg for at vælge mellem opsparing i pensionskassen, pension eller løn. Det er et meget velafbalanceret resultat. Det har været konstruktivt, at både KL, Danske Regioner og vores statslige modpart var lydhøre overfor ergoterapeuternes prioritering til forbedringer.
I hovedorganisationen Akademikerne tager organisationerne samlet stilling til OK24, og ETF’s stemmer indgår i den endelige stillingtagen til forliget. Samlet set har Akademikerne godkendt forliget. 97,9 % stemte ja.
Lønstigningerne pr. 1. april kan forventeligt først nå at blive udbetalt med maj-lønnen, men naturligvis med tilbagevirkende kraft.
Find dit OK24-forlig