Nye forpligtende kvalitetsstandarder i kommunerne

Dato: 30. januar 2024

Sundhedsstyrelsen har netop publiceret kvalitetsstandarder for kommunale forebyggelsestilbud til borgere med kronisk sygdom. ETF ser gode takter i, at kvalitetsstandarderne er forpligtende for kommunerne og blandt andet har et større fokus på borgerens/patientens hverdag.

Kvalitetstandarderne rummer krav til en afklarende samtale, sygdomsmestring, nikotinafvænning, fysisk aktivitet, ernæringsindsats, forebyggende samtale om alkohol samt monitorering og evaluering af det samlede forebyggelsestilbud. 

Kvalitetsstandarder for kommunale forebyggelsestilbud til borgere med kronisk sygdom er udarbejdet som en del af opfølgningen på den politiske `Aftale om sundhedsreform´ fra maj 2022. Her fremgår det, at den nationale kvalitetsplan med kvalitetskrav og kvalitetsanbefalinger skal understøtte omstillingen af sundhedsvæsenet, herunder geografisk ensartet tilgængelighed og kvalitet. Kvalitetsplanen skal ligeledes bidrage til en bedre sundhed for den enkelte og dermed udskyde eller mindske brugen af sundhedsydelser senere i livet.

Tina Nør Langager, ETF’s formand siger: 

- Jeg er glad for at konstatere, at hverdagslivet er blevet anerkendt som værende en væsentlig gennemgående faktor, og samtidig er jeg godt tilfreds med, at kvalitetsstandarderne skal være forpligtende for kommunerne, for vi har brug for at gå i en mere systematisk retning med forebyggelsestilbud bredt set. Desuden hæfter jeg mig ved, at der lægges op til at gå knapt så diagnosespecifikt til værks, men snarere se på udfordringer og behov hos den enkelte borger/patient og bygge bro til civilsamfundet tidligt i et forløb i forhold til aktivitet og deltagelse.

Vurdering fra ETF er, at individet er kommet meget mere i centrum og at hverdagslivet er blevet et centralt udgangspunkt for al handling i kvalitetstandarderne (se fx figuren side 10). Således lægges der fint op til, at ergoterapeuter kan involveres endnu mere i forebyggelsesforløb for mennesker ramt af kronisk sygdom, og at ergoterapeuter i højere grad kan bidrage til at forebygge, at borgerne bliver unødigt yderligere syge eller funktionsevne begrænset. 

ETF’s faglige selskaber har haft en plads i arbejdsgruppen ved Line Lindahl-Jacobsen, docent på Professionshøjskolen Absalon.

Find kvalitetsstanderne her