Kravene til OK24 er udvekslet

Dato: 10. januar 2024

Akademikerne har på vegne af alle offentligt ansatte ergoterapeuter udvekslet OK24-krav med arbejdergiverne. Det sker som en del af den almindelige proces på vejen mod overenskomstforhandlinger.

Ergoterapeutforeningen går til forhandlingerne med et meget højt prioriteret krav fra medlemmerne om løn, løn og løn.

- Vi har været igennem nogle svære år med voldsom inflation og dermed udhuling af reallønnen. Alene siden sidste overenskomstfornyelse i 2021 har vores medlemmer oplevet en stor reallønsnedgang. Derfor er der store forventninger til, at vi ved OK24 indhenter reallønstabet fra de seneste tre år, og at der også sikres en reallønsudvikling, siger Tina Nør Langager, formand for ETF i forbindelse med udvekslingen af kravene.

Samtidig kommer AC (ETF) med en række krav, der skal understøtte et mere fleksibelt arbejdsliv for ergoterapeuter på de offentlige arbejdspladser og give plads til faglighed. Øget arbejdspres, utydelige grænser mellem arbejdstid og ikke-arbejdstid, og begrænsede muligheder for at tilgodese behov i privatlivet skubber til balancen mellem arbejdsliv og privatliv.

- Vi ønsker større indflydelse på tilrettelæggelsen af arbejdet. Hver dag arbejder vi for en attraktiv og fremtidssikret offentlig sektor, og vi har derfor foreslået en opsparingskonto, hvor den enkelte kan spare midler op til pauser eller skift i arbejdslivet. Det kan fx være, at man i en periode har brug for at være mere hjemme ved familien, så det har også et livsfaseperspektiv, uddyber Tina Nør Langager.

Vi har været igennem nogle svære år med voldsom inflation og dermed udhuling af reallønnen.

De statsligere arbejdsgivere har også præsenteret sine krav til arbejdstagere, og samtidig er der udvekslet skriftlige krav med de regionale og kommunale arbejdsgivere. Helt efter planen udfoldes de regionale og kommunale krav først i det nye år.

Om kravene fra arbejdsgiverne siger Tina Nør Langager:

- Vi er blevet mødt af svære krav. De offentlige arbejdsgivere ønsker ligesom os mere fleksibilitet på arbejdspladserne, men det er tydeligt, at vi har forskellige tilgange til fleksibilitet. De offentlige arbejdsgivere ønsker fleksibilitet ud fra et behov for at have et bredt ledelsesrum, sikre økonomisk ansvarlighed og et stort arbejdsudbud. Det er altså med forskellige afsæt, vi går til forhandlingerne efter nytår.

Efter planen skal OK24 være forhandlet på plads til marts. Indtil da kan alle kravene til og fra de offentlige arbejdsgivere læses på OK24-siden [link], der løbende opdateres med nyt om forhandlingerne.

Krav