Du har nu muligheden for at få at få en plads i Ergoterapeutforeningens honorarpolitiske udvalg og få indflydelse på honorarstrukturen for de politiskvalgte i foreningen.
Efter Ergoterapeutforeningens vedtægter fastsætter repræsentantskabet de honorarer, der gives til foreningens hovedbestyrelsesmedlemmer og fuldtidspolitikere. Det sker på baggrund af afrapportering og indstilling fra det honorarpolitiske udvalg.
Nedsættelse af et honorarpolitisk udvalg
På repræsentantskabsmødet i 2022 blev det besluttet, at der skulle nedsættes et honorarpolitisk udvalg forud for REP25. Denne beslutning var en genbekræftelse af en beslutning fra REP16, hvorefter der fremover skal nedsættes et honorarpolitisk udvalg forud for et repræsentantskabsmøde.
Hvad er baggrunden for at nedsætte udvalget?
Baggrunden for beslutningen var, at de honorarer m.v., der ydes til de honorerede politikere – dvs. formand, næstformand, regionsformænd og menige HB-medlemmer – til enhver tid skal være tidssvarende. På de seneste tre repræsentantskabsmøder har der været en diskussion af honorarernes regulering og sammensætning, og alle gange er der truffet beslutninger om ændringer.
Nedsættelsen af honorarpolitisk udvalg 2024-2025 er således en del af den samlede forberedelse forud for REP25.
”Armslængde-princippet"
Med nedsættelse af et honorarpolitisk udvalg sikres det, at drøftelser om honoreringen hviler på et ”armslængde-princip”, hvor de honorerede politikere ikke selv har direkte indflydelse på fastsættelsen af honorarerne. Derudover skal der være mulighed for, at aktive medlemmer kan tage del i dette arbejde, uagtet om man er medlem af repræsentantskabet eller ej. Det er altså ikke forbeholdt repræsentantskabsmedlemmer at være med i udvalgsarbejdet.
Der er to forudsætninger, man skal opfylde for at være med i udvalget:
• Man må ikke varetage en honoreret politisk post i ETF
• Man skal være aktivt medlem af ETF
Hvilke regler gælder for udvalgets arbejde?
ETF’s hovedbestyrelse har fastlagt de regler, der skal gælde for udvalgets arbejde. Dem kan man læse i kommissoriet.
Hvad gør man, hvis man gerne vil være med i udvalget?
Det er ganske enkelt. Man sender en mail med oplysning om medlemsnummer til ETF’s forhandlingschef Sine Dreyer Skjoldan på sds@etf.dk.
Vi skal have din mail senest fredag den 23. august 2024, kl. 12.00.
Har du brug for mere information?
Hvis du vil høre mere om udvalget, er du velkommen til at kontakte forhandlingschef Sine Dreyer Skjoldan på sds@etf.dk eller 53364994.
Hvornår afklares det, hvem der vælges til udvalget?
Hvis der er flere kandidater, end der er pladser, afgøres det ved lodtrækning, hvem der får plads i udvalget. Lodtrækningen finder sted på hovedbestyrelsens møde i september 2024. Hvis der ikke er flere kandidater, end der er pladser, afgøres det umiddelbart efter den 23. august 2024.