ETF træder ind som national partner i Ungeløftet

Dato: 18. februar 2025

Ergoterapeutforeningen træder nu ind som national partner i Ungeløftet, en indsats, der skal skabe jobmuligheder for de 43.000 unge i Danmark, der hverken er under uddannelse eller i job.

Som partner i Ungeløftet forpligter man sig blandt andet til at bidrage til et øget og vedvarende fokus på at nedbringe antallet af unge uden uddannelse eller arbejde og understøtte fastholdelse og inklusion på arbejdspladserne. 

Formand i Ergoterapeutforeningen, Tina Nør Langager, ser foreningens indtræden i Ungeløftet som et godt match: 

– Ergoterapi betyder beskæftigelsesterapi, og for os ergoterapeuter er beskæftigelse en kerneopgave. Som partner i Ungeløftet kan vi tydeliggøre vores faglige ekspertise i at skabe beskæftigelse for unge, der har brug for en ekstra hånd på vejen, siger Tina Nør Langager og fortsætter:

– Ud over at understøtte Ungeløftets formål håber jeg, at vores indtræden kan bane vejen for, at endnu flere ergoterapeuter bliver ansat på beskæftigelsesområdet.

Ungeløftet består både af nationale og lokale partnerskaber, der har en samlet tro på, at alle fortjener en plads i fællesskabet. 

Det nationale partnerskab består blandt andet af virksomheder, civilsamfundsaktører, arbejdsmarkeds parter, hovedorganisationer og KL. Det er her Ergoterapeutforeningen træder ind som partner. 

Som national partner bliver man en del af et stort tværfagligt netværk, hvor det er muligt at dele og drage nytte af hinandens viden og erfaringer om de unge.  

– Flere ergoterapeuter arbejder i dag med unge på kanten af arbejdsmarkedet. Ergoterapeutforeningen kan derfor bidrage med praksisviden samt generel faglig viden om recovery. Det at have et arbejde er en stor del af et menneskes recovery, siger Tina Nør Langager.

Ungeløftets formål skal realiseres ved en række gode lokale initiativer, hvor det er op til kommunerne selv, hvordan de vil organisere de lokale partnerskaber. Formålet er at skabe et lokalt fællesskab, der står sammen om at hjælpe de unge med udgangspunkt i den enkeltes behov.

– Det handler om at møde de unge der, hvor de er. Ergoterapeutforeningen er enig i, at vi må se mere individuelt på, hvilke indsatser, der giver mening. De unge mennesker har ofte andre udfordringer end ledighed, og det kalder i den grad på tværfaglige kompetencer og lokale tiltag, afslutter Tina Nør Langager.

Ungeløftet

 

Læs mere om Ungeløftet