Tilbud om hurtig udlevering af hjælpemidler breder sig, og ca. 80 procent af alle kommuner har i dag etableret varianter af kvikskranker. På en ny side på etf.dk deler vi nu erfaringer fra en stribe kommuner.
Kvikskranker, Straksservice, Kvik-Service, Hurtig Hjælpemiddelservice … populært tilbud har mange navne, og de seneste år har ca. 80 procent af landets kommuner etableret ordninger, hvor borgerne kan få udleveret hjælpemidler som rollator, albuestokke, gangstativ og badebænk uden ventetid – med faglig vejledning.
Et bredt flertal i Folketinget har indgået en politisk rammeaftale, som pålægger kommunerne inden for en årrække at indføre løsninger, så borgerne kan få udleveret udvalgte hjælpemidler uden en forudgående visitation (Rammeaftale om en langsigtet og bæredygtig udvikling af handicapområdet) Ergoterapeutforeningen mener, at alle kommuner bør oprette en kvikserviceløsning med ergoterapifaglig bemanding, og har derfor til inspiration og videndeling samlet erfaringer fra ni kommuner.
Siden giver inspiration til svar på spørgsmål som, hvilke fagpersoner, der skal bemande en kvikservice, og om borgerne kan møde uanmeldt op, eller om de skal booke tid.
- Se siden her
En god idé
At det er en god idé med kviksserviceløsninger skyldes blandt andet, at hjælpemiddelområdet generelt er præget af lang sagsbehandlingstid og besværlige overgange mellem sektorer og institutioner.
Den politiske rammeaftale på handicapområdet indeholder også en beslutning om, at der skal ske en forenkling af reglerne på hjælpemiddelområdet – en forenkling, som skal sikre borgerne øget tilgængelighed, kortere ventetid og en mere smidig visitation. Det indbefatter, at der skal udarbejdes en såkaldt positivliste over hjælpemidler, som kan udleveres uden visitation.
Ergoterapeutforeningen er enig i, at der bør ske noget radikalt på hjælpemiddelområdet, men formand Tina Nør Langager understreger, at en forenkling af reglerne på området skal gøres klogt.
- Det enkelte menneskes behov og de sundhedsfaglige vurderinger skal i centrum. Det er afgørende, at borgerne får den rette faglige vejledning og hjælp til at få det rette hjælpemiddel, og i ETF kæmper vi derfor for, at hjælpemidler altid bør udleveres samtidig med muligheden for at få den nødvendige ergoterapeutfaglig vejledning og rådgivning, siger Tina Nør Langager. Det er derfor, vi mener, at der skal være fagligt personale til stede i kvikskranken.
Når Social- og Boligministeriet i 2025 tager hul på arbejdet med at forenkle reglerne på hjælpemiddelområdet, sidder Ergoterapeutforeningen med ved bordet.
- Vi ser frem til at få mulighed for at bidrage med vores ergoterapifaglige viden og erfaringer på hjælpemiddelområdet, og vi forventer, at arbejdsgruppen blandt andet skal drøfte en såkaldt positivliste, siger Tina Nør Langager.
Kvikserviceløsninger
1. Ifølge Kommunernes Landsforening tilbyder ca. 80 procent af alle kommuner i Danmark i dag en kvikserviceløsning, hvor borgerne kan få udleveret et hjælpemiddel hurtigt og smidigt – med faglig vejledning.
2. Læs artiklen: Flere Kommuner langer hjælpemidler over kvikdisken