Aftalen om finansloven 2025 er faldet på plads

Dato: 25. november 2024

I fredags blev finanslovsaftalen for det kommende år fremlagt af et flertal bestående af regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og moderaterne) samt SF og Radikale Venstre. Med aftaleparternes egne ord, er det en finanslov, der sætter fokus på uddannelse, velfærd og grøn omstilling, og særligt enkelte områder, som det grønne håndværkerfradrag og skolemad har fyldt i medierne. 

Flere penge til kommuner og regioner

På de større linjer på velfærdsområdet er et af hovedområderne, at der i aftalen er afsat et stort beløb til velfærd og sundhed i kommunerne og regionerne, som allerede blev aftalt ved de såkaldte økonomiaftaler i foråret. Disse aftaler er en del af finansloven. 
Helt konkret er der afsat yderligere 3,4 mia. kroner til velfærd i kommunerne i 2025, og i regionerne bliver sundhedsområdet samlet set løftet med 1,95 mia. kr. i 2025 i forhold til i 2024.

- Det er helt afgørende, at der kommer ekstra penge til velfærd og sundhed. Derfor kan vi kun være glade for, at det er et fokusområde i finansloven. Men pengene falder på et tørt sted, og der er mange mennesker med behov, så de kan også hurtigt få ben at gå på, siger Tina Nør Langager, formand for Ergoterapeutforeningen.  

- Derfor er det vigtigt med fokus på velfærd også fremadrettet, hvis vi for alvor vil løfte velfærden bredt set, siger hun.

Fokus på demens

I finansloven er der også fokus på borgere med demens, som for ergoterapeuter er vigtige målgrupper.
I aftalen er der afsat 15 mio. kr. i 2025 og 20 mio. kr. i 2026 til at styrke den regionale demensudredning, som kan bidrage til at nedbringe ventetiderne på udredning til demens.

- Det er essentielt, at vi får udredt mennesker med demens hurtigere, end vi gør i dag, alt for mange steder er ventetiden urimelig lang, nogle steder op til et år, siger Tina Nør Langager.

Herudover er der også afsat penge til et nyt partnerskab, som hedder ”Partnerskab for demensvenlighed”, som ETF er med til at udvikle. 
Partnerskabets formål er at styrke og samle demensindsatserne, som blandt andet Demensalliancen og Folkebevægelsen for Demensvenligt Danmark hidtil har stået for og derved skabe synergi i de demensvenlige initiativer. 

Partnerskabet består ud over ETF også af Alzheimerforeningen, Ældre Sagen, FOA og Dansk Sygeplejeråd. Der afsættes i alt 15,1 mio. kr. i 2025 - 2028 til Partnerskab for demensvenlighed.

- De ekstra penge til både udredning og ”Partnerskab for demens” er et vigtigt skridt for at fastholde og udvikle meget af det opnåede på demensområdet på baggrund af Demenshandlingsplanen, siger Tina Nør Langager.